Møbeldesign fra færgelejet
Med Anholtfærgens leje som nærmeste nabo sidder Hans Sandgren Jakobsen sammen med sine kollegaer i den gamle toldbygning på Grenå havn og kombinerer funktionalitet med skandinavisk minimalisme i sine designs.
- Det er som om danskerne ikke kan se udover de kendte designs, eller er bange for at være first-mover. Når danskerne køber design vælger de det sikre, Kjærholm, Wegner, Arne Jacobsen og så videre, uden skelen til den nye generation af danske designere. Jeg synes det er ærgerligt, siger Hans Sandgren Jakobsen med en vis undren.
Hans Sandgren Jakobsen er uddannet møbelsnedker hos Inventarsnedkeriet i Viby. En uddannelse han afsluttede med en sølvmedalje i 1986, som han lige akkurat nåede at få hængt om halsen, inden han fortsatte på Danmarks Designskole, hvor han blev optaget ved første forsøg.
En god idé?
Men hvad synes den nu 43-årige designer så er en god idé, når talen falder på møbeldesign ?
- De bedste idéer er de mest nærliggende. Sådanne idéer der er så indlysende, at man kan undres, at ingen har tænkt dem før. Men det skal også flytte ved noget i forhold til det allerede eksisterende. Det er dem, jeg synes er de mest geniale, fortæller Hans Sandgren Jakobsen, og tilføjer:
- Og så skal det naturligvis fungere også. Derfor er samarbejdet med producenterne også sundt. De lægger vægt på, at et produkt også kan sælges, fordi det har en funktion. Jeg tror de designere, der ikke er vant til at samarbejde med producenter glemmer, at deres designs også skal kunne bruges, bliver lidt underlige i hovedet. De bliver nok sådan lidt kunstneragtige.
På havnen i Grenå er der ikke tid til at blive "kunstneragtige". Sandgren og hans kollegaer har travlt med en kollektion til det kinesiske marked, og under de hjemlige himmelstrøg bliver det næste en kollektion af havemøbler i teak og rustfri stål, som kommer i handlen til den kommende havesæson.
Kilde: Møbelbasen - www.moebelbasen.dk