23948sdkhjf

Novopan investerer sig til millionoverskud

Ryomgård-virksomheden har effektiviseret driften i en grad, så forrige års underskud er vendt til et pænt plus på bundlinjen.
Forrige regnskabs røde tal på bundlinjen er farvet sorte hos spånpladeproducenten Novopan Træindustri A/S, der er hjemmehørende i Ryomgård. Mere eksakt er underskuddet på 8 mio. kr. før skat i regnskabsåret 2012/13 vendt til et plus på over 9 mio. kr. i 2013/14-regnskabet, som blev lukket i oktober sidste år.

- Det skyldes nogle af de effektiviseringsinitiativer, vi har været i gang med. De har nu vist deres effekt både hvad angår effektivitet i processen og optimering af råvarer, siger direktør Henning Jensen til Wood Supply.

Positive markedsudsigter
Novopan Træindustri reserverer normalt omkring 20 mio. kr. årligt til investeringer, men i 2012/13 lå niveauet på mere end det dobbelte. Det har virksomheden – der sælger spånplader til byggesektoren samt møbel- og køkkenindustrien – kunnet mærke i det nyligt afsluttede regnskabår.

- I sommerferien for et år siden påbegyndte vi en større ombygning, som var en del af effektiviseringsprocessen og som har haft en positiv indvirkning på resultatet. Vi har i det hele taget foretaget en del store investeringer, hvoraf flere nu begynder at give et positivt udslag. Vi har desuden arbejdet en hel del med arbejdskapital, så vi har fået frigjort likviditet, og det er bestemt også vigtigt, pointerer Henning Jensen.

Han glæder sig samtidig over, at ordrebeholdningen ser sund ud for Novopan Træindustri, som typisk opererer med store kunder, der aftager varer over en flerårig periode.

- Det nuværende marked byder på fine afsætningsmuligheder. Vi gør selvfølgelig meget for, at vi hele tiden kan genforhandle vores nuværende aftaler. Samtidig er vi begyndt at gøre en stor indsats for at øge eksporten til Sverige. Sverige ligger tæt på Danmark og har en markedsstruktur, der ligner den, vi kender fra Danmark. Det vil sige, at det kræver en forholdsvis lille indsats at komme ind i Sverige sammenlignet med andre markeder, siger Henning Jensen.

Forventer større overskud i nyt regnskabsår
Salgsarbejdet i Sverige er således overvejende foregået fra kontoret i Danmark, og det betyder også, at Novopan Træindustri erklærer sig parat til andre eksportudfordringer, hvis de skulle byde sig til.

Samtidig skal yderligere frugter af effektiviseringsprocessen høstes, så Novopan Træindustri kan fastholde medarbejderstaben på over 200 ansatte samt leve op til egne ambitioner om et forøget overskud i det indeværende regnskabsår.

- Og det forventer jeg da, at vi gør, konstaterer direktør Henning Jensen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094