23948sdkhjf

Mere hæder til Jeld-Wens mentorordning

Pia Nordal, leder af arbejdsprøvningsinitiativet ”Værk 1” hos Jeld-Wen, er kåret som Årets Mentor i Vesthimmerlands Kommune.
Nogle kalder ”Værk 1” i Løgstør for en slags ’virksomhed i virksomheden’ hos dørproducenten Jeld-Wen A/S, også kendt som Swedoor. På Værk 1 arbejder man tæt sammen med kommunens jobcenter om forskellige, skræddersyede arbejdsprøvningsforløb for borgere med særlige vanskeligheder, der har brug for en ekstra håndsrækning for at komme videre i livet.

Lærer og NLP-terapeut Pia Nordal blev ansat som mentor i Værk 1 i 2004 og blev fire år senere daglig leder på stedet. Gennem sine 10 år på Værk 1 har Pia Nordal rådgivet og foretaget beskrivelser af omkring 600 borgere, som af forskellige årsager har behov for at komme igennem et forløb i Værk 1. Hun er en yderst vellidt person og går gerne den ekstra mil for at hjælpe en borger gennem et problem eller en svær periode i livet. Hun gør hvert forløb meget personligt – og for dét er hun netop blevet hædret med titlen Årets Mentor 2014.

- Jeg fandt hurtigt ud af, at et arbejdsprøvningsforløb på Værk 1 ofte handler mere om, at den enkelte får klarhed over nogle psykiske problemer eller sårbarheder, som vedkommende måske bærer rundt på. Meget mere end det måske handler om udredning af arbejdsevner. Behovene varierer utrolig meget, og derfor er min rolle som mentor altid meget personlig og individuel, forklarer Pia Nordal.

At gøre en forskel i lokalsamfundet
Det er ikke første gang, at Værk 1 og Jeld-Wen modtager en af Vesthimmerlands Kommunes sociale priser. Sidste år modtog initiativet også Handicapprisen 2013 for deres indsats over for borgere med fysiske og psykiske problemer, der får en hjælp til at komme videre i livet gennem Værk 1.

Administrerende direktør Claus Beier lægger ikke skjul på, at det har stor betydning for virksomheden at modtage disse sociale priser:

- Vi ønsker helt oprigtigt at gøre en forskel i lokalsamfundet, og samarbejdet med kommunen har givet os muligheden for at gennemføre Værk 1 med succes. Det er berigende for alle parter, og jeg er meget stolt over at se Pia Nordal blive anerkendt for det store arbejde, hun gør for rigtig mange mennesker hver dag, siger han.

Prisen blev overrakt i december måned ved Vesthimmerlands Kommunes årlige mentorkonference, og med titlen fulgte også et diplom, blomster og et weekendophold.

Mentorordningen i Vesthimmerlands Kommune
Vesthimmerlands Kommunes indsats med mentorer blev igangsat i 2007. Gennem årene er nye mentorer løbende blevet uddannet, og kommunen er nu oppe på over 200 mentorer ansat i de lokale virksomheder.

På arbejdspladserne virker mentorerne som et brohoved for Jobcentret, når borgere skal i praktik på virksomheden, som et led i deres plan for at komme ind på arbejdsmarkedet igen eller blot lære noget om, hvad det vil sige at være på en arbejdsplads.

Vesthimmerlands Kommune vil gerne vedligeholde og udbygge den gode relation til mentorerne, der dagligt gør et stort stykke arbejde for at hjælpe folk videre i deres liv. Kommunen afholder løbende netværksmøder for mentorerne, hvor de inviteres til et fyraftensmøde med forskelligt indhold, der styrker deres rolle om mentor. Aftenens emne kunne fx være den svære samtale, konflikthåndtering, psykiske lidelser eller personlighedsforstyrrelser.

De årlige mentor-prisuddelinger er et årligt tilbagevendende arrangement i lighed med de andre arrangementer.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112