Efter et stærkt 2013 kan Cube Design glæde sig over sorte tal på bundlinjen for tredje regnskabsår i træk. Resultatet på 3,1 mio. kr. før skat er tæt på en fordobling af resultatet i 2012, og ifølge indehaver Curt Berggren stiler virksomheden mod yderligere fremgang.
- Starten på 2014 har været meget positiv og vi oplever stor interesse for vore møbler, både på det danske marked og på eksportmarkederne. Vi forventer fortsat vækst i de kommende år og forhandler derfor i øjeblikket med Favrskov Kommune om mulighederne for at udvide vores produktion på nabogrunden, som vi købte i 2012, siger han.
Curt Berggren peger på virksomhedens ambitiøse vækststrategi som årsag til fremgangen og fremhæver i den forbindelse en engageret medarbejderstab og et stærkt forhandlernet. Cube Design har som led i sin offensive strategi åbnet eget showroom i København og har derudover sikret sig repræsentation i showrooms i Oslo, Stockholm, London og Paris.
- Vi er ligeledes i gang med implementering af nye it- og logistiksystemer, så Cube Design er rustet til at gå fremtiden i møde, slutter Curt Berggren.
