Der var engang, hvor Stillark var tæt på at gå ned med flaget.
En brat opbremsning i markedet efterlod virksomheden med milliongæld og en kassebeholdning, der ikke kunne følge med forpligtelserne.
I dag står samme virksomhed med et overskud på 3 mio. kr. og en toplinje, der fortsat vokser.
AnnoncePå blot tre år har teamet bag Stillark gået fra konkursramt til overskudsgivende virksomhed med ambitioner om eksport.
- Den primære årsag til vores vækst er udviklingen af vores møbelsalg, siger Søren Overgaard, der købte sig ind i Stillark i 2022 og i dag ejer hele virksomheden.
| Regnskabsår | 2025 | 2024 |
| Valuta | mio. DKK | mio. DKK |
| Bruttofortjeneste | 7,7 | 4,6 |
| Resultat af primær drift | 3,8 | 1,8 |
| Årets resultat | 3,0 | 1,4 |
| Balancestatus | 8,9 | 4,9 |
| Egenkapital | 4,5 | 1,5 |
| Antal ansatte | 5 | 4 |
| Kilde: CVR | ||
Stillark har siden etableringen for otte år siden været kendt for køkkener i et enkelt, men karakteristisk farverigt design. Nu er virksomheden i gang med at opbygge en fuld møbelportefølje.
AnnonceSærligt reoler, spejle og spiseborde er blevet centrale produkter og udgør kernen i en strategi, der skal bane vejen for internationalt salg.
- Det har været vores ønske, at Stillark skulle ud i andre rum i hjemmet som stuen og entréen. Vi er stadig et firma, der producerer håndlavede køkkener, men bevæger os nu mod en fuld møbelportefølje, siger Søren Overgaard.
Møbler til flere mennesker
Produktionen foregår hos møbelfabrikker i Litauen og Polen, mens udvikling og design sker hos Stillark i København. Kombinationen af egen designkontrol, enkelthed og skalerbar produktion gør det muligt at ramme nye prisniveauer.
Annonce- Vi vil stadig levere høj kvalitet i materialer og finish, men vi skal også kunne tilbyde møbler til en større kundegruppe. Det kan vi nu, siger Søren Overgaard.
Møbelserien er udviklet med afsæt i det vitrineskab, der blev lanceret som virksomhedens første møbel, og bygger videre på Stillarks signaturmaterialer og farvepalet.
Produkterne sælges fra virksomhedens 600 kvm store flagshipstore i Carlsberg Byen, via showroom hos samarbejdspartneren Stilleben, webshoppen og enkelte udvalgte forhandlere. Salget varetages af et internt team af arkitekter.
AnnonceEksport lader vente på sig
I sommer fortalte Søren Overgaard i et interview med Wood Supply, at Stillark forbereder eksport med udgangspunkt i den nye møbelkollektion - særligt med fokus på Benelux-landene.
Men det skridt lader vente på sig lidt endnu.
- Vi vil gerne sikre, at sortimentet er komplet, før vi for alvor går internationalt. Men vi har ambitioner, og interessen fra udlandet er der.
Ifølge direktøren er Benelux det oplagte første skridt, da designstilen matcher, og markedet har volumen.
- Inden for tre år skal en stor del af vores omsætning gerne komme fra eksport - i første omgang på møbeldelen.
AnnonceStillark blev stiftet i 2018 og gik konkurs i 2022 efter en brat opbremsning i køkkenmarkedet. Den økonomiske nedtur ramte hårdt for en ung virksomhed med begrænset likviditet, selvom forretningen frem mod konkursen havde vist pæne takter.
Ved indgangen til 2022 stod Stillark med en samlet gæld på 7,7 mio. kr.. Det var ikke muligt at videreføre driften, og virksomheden blev efterfølgende overtaget af en ny ejerkreds med Søren Overgaard i spidsen.


