Den danske køkkenbranche må vinke farvel til endnu en aktør, efter at Form Plus for anden gang siden 2022 er gået konkurs.
Virksomheden, som specialiserer sig i danskproducerede snedkerløsninger, har indgivet konkursbegæring den 30. januar.
Det skriver DetailWatch, som har fået indblik i en mail, der er sendt til køkkenfirmaets kunder.
AnnonceKonkursen af Form Plus, der har haft den danske cykelrytter Michael Valgren i ejerkredsen, skyldes blandt andet et markant fald i salget. Alle virksomhedens ni medarbejdere er sendt hjem, mens skifteretten udpeger en kurator til at håndtere sagen.
- De seneste par år har ejerkredsen løbende tilført kapital. Men salget har været svigtende de seneste tre måneder, særligt den seneste, og det har gjort det umuligt at fortsætte driften, siger Anne Weinkouff til DetailWatch.
AnnonceHun er adm. direktør og nåede blot at være det i to måneder. Anne Weinkouff blev indsat efter medejer Jesper Lodberg forlod posten. Den nye direktør vil af samme årsag ikke udtale sig om de bagvedliggende årsager til konkursen og videre proces herfra.
Cykelrytter i ejerkredsen
Form Plus har ifølge Detailwatch tidligere været kendt for sine "Ikea-hacks", hvor virksomheden opgraderede Ikeas køkkenelementer til snedkerløsninger i egetræ. Senest har virksomheden positioneret sig med eksklusive danskproducerede løsninger til køkken, bad og garderobe.
AnnonceMichael Valgren ejede indtil konkursen i 2022 45 pct. af Form Plus. Efterfølgende overtog hans kone og svigerfamilie aktiverne fra konkursboet. Men det økonomiske grundlag har fortsat ikke været tilstrækkeligt til at sikre overlevelse.
Form Plus nåede at tabe 5,9 mio. kr. i den seneste selskabskonstruktion.
| Regnskabsår | 2024 | 2022 |
| Valuta | mio. DKK | mio. DKK |
| Nettoomsætning | - | - |
| Bruttofortjeneste | 2,1 | -0,2 |
| Resultat af primær drift | -3,5 | -3,7 |
| Resultat før skat | -3,9 | -3,9 |
| Årets resultat | -2,9 | -3,0 |
| Balancestatus | 8,9 | 10,0 |
| Egenkapital | -0,4 | 1,5 |
| Antal ansatte | 10 | 9 |
| Kilde: CVR | ||