Med 80 forretninger, 2.400 medarbejdere og en omsætning, der i 2025 nærmede sig 10 mia. kr., er Stark Danmark den suverænt største byggemarkedskæde i Danmark.
Building Supply har spurgt direktøren for strategi, digital og bæredygtighed i Stark Danmark, Christian Stokholm, om virksomhedens styrker, svagheder, muligheder og trusler.
AnnonceStyrker
- Vi står i en rigtig stærk position forud for 2026, med et godt momentum i markedet og har vundet markedsandele 22 kvartaler i træk.
- Kigger vi på vores regnskab, leverer vi solid vækst i Danmark, og vores investeringer er på et historisk højt niveau. Det skal fortsat være med til at styrke os frem mod 2026.
- Vi åbner et helt nyt distributionscenter i Brøndby, som efter min vurdering bliver et vendepunkt for vores service og en fremadrettet løftestang. Det bliver et klart før og efter.
Svagheder
- Vi skal være opmærksomme på at gøre kundebetjeningen mere effektiv og fleksibel. Vi skal blive bedre til at have et bredt varesortiment med dag-til-dag-levering.
- Det er vi meget opmærksomme på, og derfor opfører vi også det nye distributionscenter i Brøndby, som bliver markant større end noget, vi tidligere har haft. Det er et stort initiativ og en betydelig forandring for organisationen.
Hvad er en SWOT-analyse?
SWOT-analysen er et strategisk værktøj til at analysere en virksomheds styrker, svagheder, muligheder trusler. Analysen identificerer interne faktorer (styrker og svagheder) og eksterne faktorer (muligheder og trusler) for at danne et overblik og understøtte strategisk planlægning.
Den kan betragtes som en slags strategisk kompas, der viser vejen for ledere og beslutningstagere i et omskifteligt forretningsmiljø.
Muligheder
- Der ligger store muligheder i at hjælpe vores kunder gennem den grønne omstilling og de nye krav, de møder i hverdagen.
- Jeg hører ofte især mindre kunder tvivle på deres fremtid, fordi de oplever, at det er blevet svært at bygge i Danmark. Her mener jeg, at Stark har en helt fundamental rolle i at afhjælpe udfordringerne.
- Vi forventer stramninger i bygningsreglementet i 2027, hvor renoveringsprojekter formentlig inkluderes. Her skal vi understøtte den grønne omstilling og hjælpe dem, der skal udføre arbejdet.
- Vi ser også, at markedet ændrer sig fra at have to store og flere mindre aktører til nu at have tre store spillere. Markedet vil formentlig stabilisere sig, og der er markedsandele, der skal fordeles naturligt.
Annonce- Det er svært at spå om fremtiden, men når vi kigger på det danske marked og vores forretning herhjemme, så er vi optimistiske og forventer vækst i flere regioner. Med åbningen af Stark Næstved i januar kan vi allerede se et stærkt momentum og øgede markedsandele.
Trusler
- Markedet ændrer sig, og vi er nu tre store spillere i stedet for to. Vi tror dog på, at vores investeringer i nye faciliteter vil give et solidt afkast og styrke vores markedsposition yderligere.
Annonce- Konkurrencesituationen betyder dog, at vi skal være endnu mere opmærksomme på vores rekrutteringsprocesser, så vi tiltrækker de største talenter. Det er et centralt fokusområde frem mod 2026.
- Derudover er der en række makroforhold, som vi ikke kan forudsige. Både udviklingen og internationale forhold som Ukraine-krigen og andre økonomiske usikkerheder.
| Regnskabsår | 2024/25 | 2023/24 | 2022/23 |
| Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
| Nettoomsætning | 9.929 | 9.420 | 9.335 |
| Bruttofortjeneste | 1.757 | 2.340,0 | 2.363 |
| Resultat af primær drift | 319 | 277,0 | 470,0 |
| Resultat før skat | 315 | 257,0 | 481,0 |
| Årets resultat | 238 | 189,0 | 375,0 |
| Balancestatus | 6.367 | 6.373 | 6.091,0 |
| Egenkapital | 1.993 | 1.946 | 1.856 |
| Antal ansatte | 2.426 | 2.309 | 2.322 |
| Kilde: CVR | |||



