Anders Dam bliver ny bestyrelsesformand for Carl Hansen & Søn.
Han afløser Carsten Fode, der efter 23 år i bestyrelsen – heraf det seneste halvandet år som formand - træder tilbage.
Det er dermed den tidligere Jyske Bank-direktør, der fremover skal sidde for bordenden i en af Danmarks mest anerkendte møbelvirksomheder. Anders Dam, der er uddannet økonom, forlod posten som ordførende direktør i Jyske Bank i 2023 efter 26 år på toppen af dansk finans.
Det er et udtryk for “rettidig omhu”, når der bliver skiftet ud på formandsposten, lyder det fra Carl Hansen-direktøren.
- Det er et naturligt skifte. Vi var ikke utilfredse med den tidligere formand. Men bestyrelsen skal hele tiden være nysgerrig, og det skal ikke blive rutine at være en del af den. Det har det ikke været, men vi vil gerne undgå det. En bestyrelse skal udfordre ledelsen. Det kræver, at man løbende får nye kræfter ind, siger Knud Erik Hansen, der er adm. direktør og tredje generation i familievirksomheden.
Han fortæller desuden til Wood Supply, at han er glad for de kompetencer, møbelproducenten får tilført.
- Jeg har mødt ham flere gange - også i officielle sammenhænge - og jeg må sige: Han er en dygtig mand. Han passer rigtig godt ind her.
Anders Dam er blevet valgt på grund af sin store erfaring fra bankverdenen og sin indsigt i, hvordan finansielle institutioner tænker og arbejder. Han er uddannet nationaløkonom fra Aarhus Universitet og sidder i forvejen i seks forskellige bestyrelser.
Carl Hansen & Søn blev etableret i 1908 og er særlig kendt for Y-stolen, som er designet af Hans J. Wegner.