USA-eventyr rammer muren efter årti med fremgang: - Vi oplever tydelig modstand

Det amerikanske marked har været en betydelig vækstmotor for den fynske møbelproducent Cane-Line.
Men i år er dollarsmilet blevet erstattet af rynker i panden.
Toldtruslerne har skabt en usikkerhed, som gør, at fynboerne sælger færre møbler til amerikanerne. Det sker efter 10 år med optur og kontinuerlig vækst.
- Vi oplever tydelig modstand i øjeblikket. Forbrugerne holder sig tilbage, og det har de store kunder også gjort. Hvis vi har skullet lave en stor kontrakt med et hotel, der skulle leveres i oktober, har det været svært at give en fast pris på grund af en eventuel tarif, siger Brian Djernes, adm. direktør i Cane-Line.
Der er netop blevet indgået en handelsaftale mellem USA og EU, som måske kan give noget mere klarhed. Varer fra EU pålægges fremover en told på 15 pct. på det amerikanske marked.
Cane-Line
- Cane-line er grundlagt i 1987 og har hovedkontor i Rynkeby på Fyn
- Virksomheden designer og producerer møbler til både inden- og udendørs brug
- De vigtigste markeder er USA, Europa og Australien
- Produktionen finder sted i Indonesien og Litauen
- Cane-line har cirka 47 ansatte
Sælger mindre til amerikanske kunder
Men der har i månedsvis været usikkerhed. Det har gjort, at kunderne har ventet med at indgå nye aftaler. Det har påvirket Cane-Lines vækstmuligheder i USA.
- Det er næsten umuligt at planlægge, når den endelige pris ikke kan fastsættes. Det er det både for os, men også for en indkøber i for eksempel en hotelkæde. Vi kan som virksomhed ikke bare dække en told på 10, 20 eller 30 procent. Det har skabt en venteposition for alle parter, siger Brian Djernes.
Donald Trump har startet handelskonflikter med Kina og Europa ved at true med kraftige forhøjelser af importtolden.
Cane-Line mærker konsekvenserne direkte på salget i USA. Det ærgrer Brian Djernes.
- Vi har haft en vanvittig god udvikling de sidste 10 år i USA. Vi kommer desværre til at gå tilbage i USA for første gang i lang tid. Det er desværre sådan, det er.
Han regner dog med, at udviklingen vender.
- Vi er ramt af noget, som alle andre også er ramt af. Det er ikke en Cane-Line-ting, det her. Det er en USA-ting.
Ingen produktion i USA
Når virksomheder står over for stigende toldsatser, kan det være fristende at overveje at flytte produktionen for at undgå ekstra omkostninger. Novo Nordisk har eksempelvis investeret massivt i at udvide deres produktionskapacitet i USA.
Men for Cane-Line er en sådan løsning ikke realistisk.
- Jeg tror slet ikke, at det, vi laver, egner sig til at blive produceret i USA.
Han fremhæver også praktiske problemer som mangel på kvalificeret arbejdskraft og realistiske produktionsforhold.
- Jeg tror, det er en drøm, der lever i hovedet på nogen – eller på én (Donald Trump, red.). Det er ikke realistisk i vores branche, siger Brian Djernes.
Cane-Line ser på den korte bane mørkt på udviklingen i USA, men har stadig troen på, at markedet vil vende tilbage.
- Lige pludselig vender det. Så vi er meget fortrøstningsfulde. Det skal nok vende, og vi skal nok komme tilbage.
Cane-Line kom ud af 2024 med et resultat før skat på 60,7 mio. kr. Det var under forventet, og det skyldes den geopolitiske uro. Det kan du læse mere om i denne artikel.