23948sdkhjf

Privatkunderne trækker læsset hos køkkenmastodont

Køkkenkoncernens salg vokser i første kvartal. Det er båret frem af privatkundernes fortsatte efterspørgsel

TCM Group kan endnu engang takke de private forbrugere for at holde hjulene i gang.

For ligesom i 2024 er det især privatkundernes appetit på nye køkkener, der bidrager til væksten i salget hos koncernen bag Svane Køkkenet, Tvis Køkken, Nettoline og senest Aubo.

Det viser regnskabet for første kvartal af 2025, hvor det samlede salg er steget med 5 procent i forhold til samme periode året før. Omsætningen lander på 308,1 mio. kr. – en fremgang på 15,6 mio. kr.

TCM Group
Regnskabsår Q1 2025 Q1 2024
Valuta Mio. DKK Mio. DKK
Omsætning 308,1 292,5
Driftsresultat 17,1 15,8
Resultat 12,1 7,0
Kilde:

Til gengæld går det den modsatte vej for projektsalget, som typisk dækker leverancer til nybyggeri og større erhvervsprojekter. Her er der tilbagegang, og det trækker i den modsatte retning.

Adm. direktør Torben Paulin kalder udviklingen ventet og holder ambitionerne på et nøgternt niveau:

"Selvom vi er ansporet af den positive ordreindgang i kvartalet, følger vi fortsat nøje den potentielle negative påvirkning af den seneste geopolitiske uro på forbrugertilliden og efterspørgslen efter køkkener," lyder det fra køkkendirektøren i en skriftlig kommentar. 

Også driftsresultatet viser fremgang og stiger til 17,1 mio. kr., svarende til en forbedring på knap 5 procent sammenlignet med første kvartal 2024.

Fastholder forventninger

På trods af den økonomiske og geopolitiske usikkerhed vælger TCM Group at fastholde forventningerne til 2025.

Koncernen forventer fortsat en årsomsætning på mellem 1,25 og 1,4 mia. kr. og et driftsresultat på mellem 90 og 120 mio. kr.

"Som tidligere kommunikeret forudsætter dette fuldt ejerskab af Celebert i årets sidste måneder," lyder det fra Torben Paulin.

TCM Group ejer i dag 45 procent af nethandelsvirksomheden Celebert og forventer at overtage de resterende 55 procent i anden halvdel af 2025.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078