Rekordstor bygning vinder hæder som årets træbyggeri
I et felt blandt ambitiøse træbyggerier er vinderen af 'Årets Lavemissions Træbyggeri 2024' nu fundet.
Hæderen gik til Woodhub, som er et statsligt kontorknudepunkt på seks etager. Det løb blandt andet med prisen, da det er et godt eksempel på, hvordan træ kan erstatte traditionelle materialer som stål og beton i stor skala. På nuværende tidspunkt er Woodhub det største danske træbyggeri.
- Woodhub er et fremragende projekt, der viser, hvordan træbyggeri kan skaleres op i en hidtil uset størrelsesorden og viser dermed, hvordan træ kan erstatte traditionelle materialer som stål og beton. Projektets løsninger med limtræssøjler, CLT-dæk og præfabrikerede trækassetter med færdigmonterede vinduer er ikke bare effektive byggemetoder, de åbner også for helt nye muligheder inden for moderne byggeri, udtaler Martin L. Petersen, der er bestyrelsesformand for Træ i Byggeriet, i en pressemeddelelse.
WoodHub ligger i det centrale Odense og er et kontorknudepunkt på 31.000 kvm med plads til otte statslige institutioner og 1.600 medarbejdere. Hertil kommer 5.000 kvm kælder. Den store bygning har en såkaldt massivtrækonstruktion med synlige træsøjler. Bag projektet står Bygningsstyrelsen som bygherre med NCC som totalentreprenør, C.F. Møller Architects som arkitekt og Artelia som rådgivende ingeniør.
- WoodHub beviser, at det er muligt at opnå betydelige CO2-reduktioner uden at gå på kompromis med bygningens anvendelighed, fleksibilitet eller et lyst og sundt indeklima – alt sammen kvaliteter, der understøtter en mere moderne byggepraksis. WoodHub har bestemt placeret sig som et af de større fyrtårne inden for dansk træbyggeri de senere år, udtaler bestyrelsesformanden.
Træbyggerier med ambitioner
Det var et stærkt finalefelt, som WoodHub endte med at trække sig sejrrigt ud af. De konkurrerende byggerier kan ses i denne artikel.
Feltet bestod blandt andet af erhvervsbyggeriet Stark i Næstved, som er en trælast bestående af to bygninger i hver to etager, der indeholder butik, drive in-lager, varmelager, personalerum og en logistikhal. Byggeriet er opført med bærende konstruktioner i limtræ, i facaden er der anvendt trækassetter, og bygningens facadebeklædning er udført i kasseret træ – således et byggeri med fokus på ressourceudnyttelse og lavt klimaaftryk.
Daginstitutionen på Mosevej i Kolding var også med i finaleopløbet. Den svanemærkede institution er opført som modulbyggeri, hvor samtlige konstruktioner er udført i træ og er dermed et eksempel på, hvordan et lavt CO2-aftryk kan forenes med kort opførselstid, høj funktionalitet og et nytænkende design.
- Det glæder os, at fremtidens byggeri i endnu højere grad har blikket rettet mod træet som en del af løsningen. For det er der behov for, hvis vi i Danmark skal leve op til vores ambition om at nedbringe vores CO2-aftryk med 70 procent inden 2030, udtaler Martin L. Petersen.
WoodHub
- Kontorbyggeri i seks etager
- Samlet klimapåvirkning: 8,3 kg CO2-ækv./m2/år
- Areal: 31.000 kvm
- Bygherre: Bygningsstyrelsen
- Entreprenør: NCC
- Arkitekt: C.F. Møller Architects
- Ingeniør: Artelia