Hobro-firma når nye højder: - Vi håber, at efterspørgslen bliver forstærket

For Tom Mikkelsen og resten af holdet hos BM Byggeindustri, kan der blive tale om et ganske stort skridt.
Det vurderer direktøren hos den Hobro-baserede modulbygger, der netop har fået dokumentation for, at virksomhedens træbaserede modulsystem lever op til de såkaldte REI 120-krav, både hvad angår dæk og bærende vægge.
Det betyder, at de præfabrikerede moduler nu kan anvendes i op til otte etagers boligbyggeri og seks etagers erhvervsbyggeri.
- Vi har fået forespørgsler fra visse kunder omkring byggeri i den højde, og vi håber, at efterspørgslen nu bliver forstærket, fordi vi kan dokumentere, at vi kan overholde brandkravene, siger Tom Mikkelsen.
Et oplagt ben
Aktuelt arbejdes der i Hobro-virksomheden på at udvikle et koncept for modulbyggeri i op til otte etager, hvor kombinationen af dokumenterede brandegenskaber, lavemission og designfleksibilitet er i centrum. Konceptet er forankret i en intern udviklingsgruppe og forventes at være klar i slutningen af året.
- Vores mål er at gøre det nemmere at vælge træ, også i større og mere komplekse projekter. Derfor arbejder vi på at samle vores resultater i et skalerbart koncept – og vi ønsker samtidig at dele vores viden og resultater med resten af branchen, så flere kan få glæde af mulighederne, fortæller Christian Madsen, Teknisk Chef og Tegnestueleder ved BM Byggeindustri, i en pressemeddelelse.
Om testen
Testene er udført af DBI – Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut – og viser, at både væg- og dækkonstruktionerne opretholder bæreevne, integritet og isolering i minimum 120 minutter.
Om testen siger Head of Fire Testing – Materials, Marine and Constructions ved DBI, Christian Bjerglund Andersen:
- BM Byggeindustri har udført to prøvninger, af henholdsvis et bærende dæk og en bærende væg efter EN 1365-2 og EN 1365-1, hos DBI. Begge test bestod kundens ønskede krav til REI120, hvilket er dokumenteret i særskilte klassifikationsrapporter efter EN 13501-2, hvori også de medfølgende anvendelsesområder er beskrevet. Når anvendelsesområderne følges, kan dokumentationen bruges de steder, f.eks. i BR18, hvor der stilles et funktionskrav på op til REI120.
I vægkonstruktionerne er der opnået 132 minutters brandmodstand uden svigt i bæreevne, integritet eller isolering. Maksimale temperaturer på den ikke-eksponerede side var blot 16°C.
Dækkonstruktionen præsterede tilsvarende med en maksimal temperaturstigning på 39°C og minimal deformation på kun 2,1 mm.
- Det her er ikke teori, men testede og dokumenterede løsninger, der kan anvendes i praksis. Det skaber nye muligheder for at bygge højt i træ med en høj grad af sikkerhed og forudsigelighed, siger Christian Madsen, Teknisk Chef og Tegnestueleder ved BM Byggeindustri.
BM Byggeindustri
Ifølge Tom Mikkelsen forventes konceptet at ligge klar inden udgangen af året, og for ham at se, er der tale om en oplagt forretningsmulighed.
- Er der et markedsben på, at vi kan gå i seks, syv og otte etager, så skal vi selvfølgelig det, fastslår direktøren.
En ny dagsorden
BM Byggeindustri, der har egen modulproduktion i Hobro, lykkedes i 2023/24 med at fordoble bundlinjen efter et dyk året forinden.
Og ifølge direktøren er der gode forudsætninger for, at fremgangen fortsætter i en tid, hvor klimakravene til byggeriet skærpes yderligere.
- Det ville undre mig, om der ikke kom en større efterspørgsel på træbyggeri. Det er klart, at der er en politisk agenda, og det plejer at betyde, at der over tid sker en forandring i markedet, siger Tom Mikkelsen, der ikke alene fremhæver råmaterialets egenskaber.
- Vi bygger i træ, vi bygger modulært, og vi gør det præfabrikeret på fabrikken – det er alt sammen noget, der rimer på lavere CO2.
Samtidig er det en dagsorden, som man hos BM Byggeindustri har satset på at være på forkant med, fortæller direktøren.
- Vi har sat os forrest i bussen på det her område og har ansat folk, der dyrker den her CO2-dagsorden hele tiden. Det er den vej, vinden blæser, og med dokumentationen på plads kan vi nu også hjælpe bygherrer med at komme op i højden, lyder det.
