23948sdkhjf

Køkkenkæmpe bruger stort millionbeløb på at rykke produktion til Danmark

HTH’s ejer, Nobia, flytter fremstilling af en bestemt køkkenserie til Ølgod

Der bliver snart meget mere at lave på HTH-fabrikken i Ølgod.

Møbelfirmaets svenske ejer, køkkenkoncernen Nobia, flytter produktionen af køkkenserien Novart fra Nastola i det sydlige Finland til det sydjyske produktionsanlæg.

- Samtidig med at vi opretholder en produktionsstruktur med nordisk forankring, har dette skridt til formål at styrke Nobias langsigtede tilstedeværelse og konkurrenceevne på det finske køkkenmarked, udtaler koncernchef og adm. direktør i Nobia, Kristoffer Ljungfelt, i en børsmeddelelse.

I Ølgod produceres køkkener til Nobia’s danske køkkenbrands, HTH og Invita.

Flytningen til Ølgod forventes afsluttet i løbet af 2025. Hvor mange ekstra medarbejdere, der skal ansættes på fabrikken, oplyser Nobia ikke.

Bruger 45 millioner

Det er langt fra gratis at rykke køkkenproduktionen fra det sydlige Finland til det sydlige Jylland. Nobia meddeler, at det indebærer en engangsomkostning svarende til cirka 45 mio. kr. Til gengæld regner møbelkoncernen med at spare et beløb, der svarer til cirka 30 mio. kr., om året.

- Flytningen udnytter stordriftsfordele og andre fordele i Nobias nordiske forsyningskæde, herunder et forbedret produktudvalg, forklarer Kristoffer Ljungfelt.

Konsekvenser bliver, at fabrikken i Nastola i Finland lukker. Flytningen sker ifølge Nobia efter forhandlinger med den lokale finske fagforening.

Nobia Denmark A/S, der står bag produktion og salg af HTH, lnvita og Uno Form, omsatte i 2023 for 2,7 mia. kr. og havde et overskud efter skat på 279 mio. kr. Selskabet har endnu ikke offentliggjort sin årsrapport for 2024.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.158