23948sdkhjf

Debat: Overfladiske beskrivelser i malerudbud er en dårlig forretning for bygherre

Malerentrepriser ender alt for ofte i en uhensigtsmæssig priskonkurrence, lyder det fra dagens debattør

Malerens rolle i byggeriet bør være at beskytte og dermed forlænge levetiden på byggematerialer. Det er godt købmandsskab og styrker bæredygtigheden. Men hvis det skal være muligt i praksis, er det nødvendigt at genoverveje, hvordan malerfaget integreres og beskrives i byggeprocessen.

Desværre betragtes malerarbejde alt for ofte som sidste visuelle touch, hvilket afspejler sig i udbudsmaterialerne, som behandler malerentrepriser overfladisk og uden klare specifikationer.

Malerentrepriser ender derfor ofte i en uhensigtsmæssig priskonkurrence, hvor der fokuseres uforholdsmæssigt meget på de billigste materialer og den laveste arbejdsløn med risiko for mangelfulde eller fejlbehæftede behandlinger.

Det er hverken godt for kvaliteten, bygningens holdbarhed eller bygherrens økonomi. Så hvordan skaber vi forudsætningen for god business og bæredygtighed? Malernes svar ville bl.a. være kvalitet i arbejdet fra begyndelsen – og det starter allerede i udbudsmaterialet.

Uklare beskrivelser giver uklare beregningsgrundlag

Der er i virkeligheden enkelt at rette op på. Det kræver dog den rette viden om overflader og behandlinger. Ofte fremgår overfladernes tilstand ikke retvisende i et udbud. Er overfladerne forbehandlede og klar til maling? Bør omfattende forberedende arbejde medregnes i tilbuddet? Uvisheden betyder, at tilbudsgiverne reelt skal gætte sig frem til opgavens omfang med ringe forudsætninger for at give en præcis pris.

I praksis kan det resultere i, at opgaverne bliver dyrere at udføre, fordi tilbuddet ikke reflekterede opgavens omfang – eller dyre efterreparationer og hyppigere vedligehold. Det øger driftsomkostningerne for slutbrugeren forringer projektets samlede bæredygtighed.

Maleropgaver er mere end dekoration og farvevalg

Det udvendige malerarbejde er en vigtig del af bygningens klimaskærm, som beskytter bygningen mod slid fra vind og vejr. I værste fald kan mangelfulde eller forkerte arbejdsprocesser få alvorlige konsekvenser, som f.eks. udskiftning af bygningsdele langt tidligere end forventet og budgetteret.

Lad os være konkrete: En stor ejendom i Odense fra 1890’erne skal sættes i stand, som indebærer en entreprise på maling af vinduer. Her er det absolut ikke uvæsentligt, hvordan standen er på vinduerne, når maleren møder ind. Skal de blot slibes let og vaskes, eller skal der foretages totalafrensning inden selve malerarbejdet begynder? Hvis det ikke er beskrevet, kan tilbuddene variere drastisk, og kvaliteten af arbejdet ende med at blive utilstrækkelig.

Det kan føre til unødig nedbrydning af vinduesrammerne, som i sidste ende kan betyde bekostelige udskiftninger for bygherre. Ved korrekt vedligehold kan vinduesrammer holde op til 100 år, mens fejlbehandling kan medføre udskiftning efter blot 10 år. Alt i alt en dårlig forretning for både bygherre og miljøet.

Funktionskrav gavner alle parter

Det vil også være en fordel for alle parter, hvis udbudsmaterialet klart definerer de ønskede funktionsklasser og slidstyrker. Malerne har brug for viden om bygningens anvendelse for at vælge de bedst egnede produkter.

Der er eksempelvis stor forskel på sliddet i et privat hjem og en institution som en skole eller SFO, hvor der af åbenlyse årsager bør stilles helt andre krav til holdbarheden. Her kan reparationer og vedligehold hurtigt overstige prisen på det rigtige produkt fra starten.

Når vi som leverandør bliver kontaktet af vores kunder, hjælper vi gerne med at træffe de rigtige materialevalg ud fra udbuddet. Men hvis det er overfladisk beskrevet, er det svært at sætte maleren og bygherren op til succes.

Til perspektiv: Ville vi nogensinde acceptere, hvis tømreren selv skulle gætte sig til, hvorvidt en vægkonstruktion har bærende eller stabiliserende funktion for bygningen? Det er svært at forestille sig.

Bolden ligger hos bygherrerne og deres rådgivere, der med mangelfuldt udbudsmateriale kan ende med at handle imod egne interesser.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.09