23948sdkhjf

Tredje generation tager roret og tredobler indtjeningen for klassikerproducent

Fredericia Furniture forbedrer sin indtjening med 4,1 mio. kr. i 2024  

Regnskabet er det første, som Rasmus Graversen har skrevet under på. 

Han er tredje generation i den familieejede møbelproducent og blev adm. direktør 1. maj 2024. 

Og det er et ganske fornuftigt resultat, der er blevet leveret. 

Fredericia Furniture havde en indtjening på 6,5 mio. kr. før skat i 2024, og det er dermed bedre end i 2023, hvor resultatet var på 2,4 mio. kr. 

- Jeg er tilfreds med, at vi i et år, der har budt på en del markedsudfordringer, formår at forbedre vores nøgletal. Fra årets begyndelse var vi klar over, at vi skulle kontrollere vores omkostninger, men samtidig er vi kommet igennem med en masse nye tiltag, som har skabt en positiv udvikling, udtaler Rasmus Graversen i en pressemeddelelse.

Han fortæller, at virksomhedens nye produkter er blevet taget "utrolig godt imod på markedet," samtidig med at man har formået at udvikle bæredygtige løsninger.

Større forventninger

Selvom resultatet er blevet forbedret, er det stadig et stykke fra de vilde coronaår. I 2021 og 2022 tjente møbelselskabet 60 mio. kr. samlet set. 

Bruttofortjenesten, der viser omsætningen fratrukket omkostninger, er på 60,4 mio. kr. Dermed er det samme bruttofortjeneste som i 2023. 

I indeværende år forventer Fredericia Furniture en forbedring af resultatet på mellem 10 og 15 pct.

Optimismen skyldes et skærpet salgsfokus på virksomhedens vækstmarkeder og et generelt voksende ordreindtag. 

Nye produkter i 2024

Fredericia Furniture, der har licens til at producere møbelklassikere fra Hans J. Wegner og Børge Mogensen, har hovedsæde i Fredericia, men produktion i Svendborg.

Nye produktlanceringer har ifølge pressemeddelelsen været afgørende for fremgangen i 2024. Særligt populære har været Plan-serien og Pioneer-barstolen.

Fredericia Furniture

  • Møbelproducenten blev købt i 1955 af Rasmus Graversens farfar, Andreas Graversen, og siden har Fredericia Furniture været på Graversen-hænder.
  • Rasmus Graversen og den øvrige familie - forældre og to søstre - ejer hver især 25 procent af virksomheden
  • Indtil 2015 var Thomas Graversen direktør, men han overlod dengang roret til Kaja Møller. 1. maj overtog Rasmus Graversen stillingen.

Virksomheden fremhæver desuden sit refurbishment-program, der genanvender og renoverer møbler – en strategi, der både understøtter bæredygtighed og tilføjer værdi for kunderne.

Udfordringer og styrken i egen produktion

2024 har ikke været uden udfordringer, da to underleverandører blev ramt af brande.

Her har Fredericia Furniture draget fordel af, at virksomheden har bevaret produktionskompetencer på sin egen fabrik. Det sikrede fleksibilitet og hurtige løsninger.

Storbritannien, USA og Sverige har været blandt de mest vækstende markeder for Fredericia Furniture i 2024. Det er et resultat af et langsigtet fokus på at opbygge relationer med indretningsarkitekter, forhandlere og projektansvarlige i disse områder, lyder det. 

For at styrke denne indsats har Fredericia Furniture valgt at fokusere på markeder, hvor virksomheden allerede har et stærkt fodfæste. På mindre profitable europæiske markeder har man i stedet genintroduceret den klassiske agentmodel for at reducere faste omkostninger og prioritere indsatsen.

Wood Supply har forsøgt at få en kommentar fra Rasmus Graversen, men det har ikke været muligt.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093