23948sdkhjf

KA Interiør er tilbage på danske hænder og lægger strategien markant om

Det nye ejerskab dropper den tidligere strategi og skærper fokusset på de nordiske kunder 

KA Interiør er blevet opkøbt af Dansani Group.

Dermed har Grindsted-virksomheden, der producerer garderobeskabe med skydedøre til køkken- og møbelbranchen, igen fået danske ejere.

I syv år har KA Interiør været ejet af tyske Vivonio Furniture Group, som havde ambitioner om international ekspansion til nye europæiske markeder.

Men nu skal strategien lægges markant om, og der skal fokuseres på kernekunderne i Skandinavien. Sådan lyder det fra KA Interiør i en pressemeddelelse.

Wood Supply forsøger at få en kommentar fra adm. direktør Kristian Bonde om den nye strategiske retning.

Hård tider i Tyskland

Det er på grund af de udfordrende markedsvilkår for køkken- og møbelindustrien, at KA Interiør er blevet frasolgt sammen med en række søsterselskaber under det tyske ejerskab. 

Moderselskabet har ikke været i stand til at opretholde en bæredygtig forretningsmodel inden for den tidligere koncernstruktur.

Det tyske ejerskab havde ambitioner om at udbrede KA Interiørs produkter til flere europæiske markeder, og det var også med henblik på dette, at Kristian Bonde blev direktør i juni 2024.

- Denne beslutning er truffet med henblik på at accelerere den internationale udvikling og videreføre KA Interiørs succes på tværs af grænserne, lød det i forbindelse med ansættelsen.

Ny strategi

Men strategien giver røde tal på bundlinjen. KA Interiør oplyser, at 2024 blev afsluttet med et underskud, som er forårsaget af ekstraordinære rekonstrueringsomkostninger og betydelige investeringer i ekspansion til markeder uden for Norden.

Der er endnu ikke offentliggjort regnskab for 2024, men i 2023 tabte virksomheden 1,8 mio. kr. 

KA. INTERIØR A/S
Regnskabsår 2023 2022 2021
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning - - -
Bruttofortjeneste 50,8 - 67,7
Resultat af primær drift -3,0 13,8 23,1
Resultat før skat -2,5 13,9 24,5
Årets resultat -1,8 11,0 19,3
Balancestatus 74,6 75,9 75,1
Egenkapital 38,2 39,9 39,1
Antal ansatte 86 93 84
Kilde: CVR

Virksomheden har med det nye ejerskab lanceret en ny økonomisk strategi, som har et klart fokus på kernekunderne på de skandinaviske markeder. Det skal give en mere positiv og stabil udvikling fremover, oplyser virksomheden.

Dansani Group, som har været ejer siden 1. januar, specialiserer sig i produktion af badeværelsesmøbler, bruseløsninger og tilbehør. Virksomheden har hovedsæde i Haderslev og beskæftiger omkring 200 medarbejdere i Nordeuropa.

Med opkøbet styrker Dansani Group således sin produktportefølje og position inden for interiør- og møbelbranchen.

KA Interiør blev grundlagt i 1991 og er Nordens største private-label-producent af skydedørsskabe til køkken- og møbelbranchen.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125