Transportfirma styrker sin position i møbelbranchen: "Vi ser muligheder for endnu mere"

Med købet af LGT for nogle år siden kom NTG for alvor ind i møbellogistik i Norden - også i kraft af det samarbejde, som LGT har i det europæiske netværk, MACH-3000.
- Vi var allerede inde i møbelbranchen gennem NTG Kontinent. Det gjorde, at vi havde øjne for de muligheder, der lå i overtagelsen af LGT – og vi ser stadig møbelbranchen som en rigtig god niche for os, siger Jesper E. Petersen, Group CEO for NTG Road.
Møbler er mange ting. NTG fokuserer på distribution og levering af high-end-produkter, som kræver en skræddersyet og kundeorienteret løsning, som ikke bare passer ind i et almindeligt stykgodssystem.
- Det er i det felt, vi kommer til at have fokus fremadrettet, og vi ser gode muligheder for at gøre os bredere, så vi bliver i stand til at kunne dække endnu mere, siger han.
I sommer købte NTG møbelaktiviteterne fra Schenker i Italien, og da Thortrans i Danmark løb ind i økonomiske udfordringer, så NTG en mulighed for yderligere at styrke sin position – og komme ind i et særligt segment i møbelbranchen, hvor de ikke har været før.
- Købet af Thortrans er netop blevet godkendt. Den ekspertise og solide position, som selskabet har på det danske marked passer ideelt til vores vækstambitioner, siger Jesper E. Petersen.
- Desuden har Thortrans skabt sig en niche med håndtering, opbevaring og transport af køkkener.
Køkkener? Passer det godt til NGT?
- Ja. Køkkener er et segment, som passer godt til den møbellogistik, vi har i forvejen. Her skal man kunne lave nogle præcise, kundeorienterede løsninger, forklarer Jesper E. Petersen.
- Vi ser muligheder for at komme endnu dybere ind i dette segment. Vi købte også RTC hen over årsskiftet sidste år. Det er en virksomhed, der er specialister i at levere møbler og hårde hvidevarer direkte til forbrugerne og samtidig tilbyde montage i en eller anden form.
- Nu kan vi sige til kunden, som køber et køleskab, en vaskemaskine, en sofa eller en seng, at vi kommer og sætter det op - og tager det gamle med tilbage, hvis de gerne vil have det.
- Vi ser gode muligheder for at blive bredere og gøre en forskel, når vi kan tilbyde kunderne et samlet koncept.
Hvad nu med Thortrans?
- Thortrans drives videre fra Randers som en filial af LGT Logistics. De hidtidige ejere af Thortrans, Henrik Kristensen og Lars Kristensen, fortsætter i ledende roller i organisationen for at understøtte kunderelationer, drift og fremtidig udvikling.
Thortrans har omkring 150 ansatte og vil bidrage med en omsætning på 120 mio. kr. over de næste 12 måneder.