23948sdkhjf

Carl Hansen-ejer fylder 70 år: Fra overlæge til at lede 23 butikker verden over

Inge Marie Jensen Hansen har gennem sin karriere været anerkendt overlæge, PHD-vejleder og lektor på Odense Universitetshospital. Nu leder hun Carl Hansen & Søns 23 butikker og fylder 70 år på søndag

Inger Marie Jensen Hansen er født i Give, Midtjylland og blev student fra Grindsted Gymnasium i 1974. Kort efter flyttede hun til Aarhus for at læse medicin på Aarhus Universitet, hvorfra hun dimitterede i 1985.

Efter endt turnus arbejdede Inger Marie Jensen Hansen i tre år som læge på henholdsvist Aarhus Amtssygehus og Aarhus Kommunehospital, hvor hun ligeledes var klinisk assistent ved hæmatologisk afdeling. 

Hun forsvarede sin Ph.d. på Aarhus Universitet i 1994 og efterfølgende sin disputats ved Lübeck Universitet i 1996. I denne periode mødte hun Knud Erik Hansen. Parret blev gift i 1998.

Flyttede ind i herregård

Efter at have været bosiddende på en gård ved Thorsø uden for Aarhus flyttede parret i 2002 til Fyn, hvor de erhvervede herregården Hellerup nær Ringe. 

Med en stor forkærlighed for historie og klassisk design påbegyndte Inger Marie Jensen Hansen og hendes mand en omfattende renovering af Hellerup, som i dag står flot i landskabet, og, som med alle andre bygninger fra 1600-tallet, fordrer konstant opmærksomhed og renovering.

I 2002 startede Inger Marie Jensen Hansen på Odense Universitetshospital som afdelingslæge på reumatologisk afdeling. I den periode skrev hun ligeledes specialopgave under sit MBA-studie på Odense Universitet.

I 2005 flyttede hun til Svendborg Sygehus som specialeansvarlig overlæge, samtidig med at hun arbejdede som lektor ved Odense Universitetshospital. Igennem sin karriere har Inger Marie Jensen Hansen publiceret mere end 50 artikler og endnu flere abstracts, hun har været Ph.d. vejleder, undervist og holdt foredrag nationalt og internationalt.

Et alvorligt sygdomsforløb tvang Inger Marie Jensen Hansen til at opgive lægegerningen for at kunne fokusere på sit helbred. Heldigvis fik sygdomsforløbet en positiv afslutning.

Har åbnet 23 butikker

Som bestyrelsesmedlem havde Inger Marie Jensen Hansen i flere år været en del af familiens virksomhed Carl Hansen & Søn Møbelfabrik A/S i Gelsted på Fyn. 

I 2017 overtog hun officielt ansvaret for udviklingen af virksomhedens flagshipstores globalt. Med Inger Marie Jensen Hansen ved roret er der blevet åbnet ikke mindre end 23 butikker verden over i metropoler som New York, Tokyo, Singapore, Milano, Paris, London m.m. Den dag i dag leder hun fortsat virksomhedens flagshipstores og webstore.

Privat har Inger Marie Jensen Hansen en stor kærlighed for opdræt af schæferhunde, og hun træner ivrigt med sin hund Paulie i Dansk Politihundeforening. Inger Marie Jensen Hansen er en habil kok og elsker at være vært og servere blandt andet hjemmedyrkede økologiske grøntsager fra egen have.

Parret har to voksne sønner, hvor den ældste, Mark Nam Hansen, er CEO i Carl Hansen & Søns vietnamesiske møbelfabrik, hvor der blandt andet bliver fremstillet udendørsmøbler i teak. 

Den yngste søn, Morten Hai Hansen, er netop tiltrådt som CMO i Carl Hansen & Søn. Det er planen, at Morten Hai Hansen skal overtage rollen som fjerdegenerations ejerleder efter sin mor og far, der dog forbliver ved roret af virksomheden i et stykke tid endnu.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.058