23948sdkhjf

Møbeltransportør bliver større: "Passer perfekt til vores vækstambitioner"

Opkøbet er nu en realitet. Møbeltransportøren overtager 80 medarbejdere og en filial i Randers

En møbeltransportør køber en anden møbeltransportør. 

Det har været velkendt i næsten to måneder, at der var en aftale på plads mellem LGT Logistics og Thortrans om et opkøb. Med førstnævnte som køber. 

Aftalen var dog betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse samt af formaliteter i forbindelse med behandlingen af Thortrans' rekonstruktion.

Det er nu på plads, oplyser Erik Jensen, adm. direktør for LGT Logistics, til Wood Supply. 

- Jeg glæder mig over opkøbet af Thortrans, samt at Closing nu er gennemført, og jeg ser frem til, at vi sammen styrker vores tjenester på møbellogistikken, og samtidigt udvikler på Thortrans’ allerede stærke køkkenserviceplatform, skriver han til Wood Supply. 

- Thortrans’ ekspertise og solide position på det danske marked passer samtidigt ideelt til vores vækstambitioner.

LGT LOGISTICS A/S
Regnskabsår 2023 2022 2021
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning - - -
Bruttofortjeneste 56,9 49,2 89,0
Resultat af primær drift 26,4 20,8 18,4
Resultat før skat 26,0 20,5 21,4
Årets resultat 20,3 15,7 16,9
Balancestatus 74,9 81,4 83,1
Egenkapital 35,5 30,9 20,2
Antal ansatte 125 131 136
Kilde: CVR

Thortrans i rekonstruktion

De tilkøbte aktiviteter skal nu drives videre fra Randers som en filial af LGT Logistics. Direktøren mener, at opkøbet åbner muligheder for vækst i såvel den eksisterende som den tilkøbte gren af forretningen.

LGT Logistics har specialiseret sig inden for møbel-logistik, mens Thortrans har skabt sig en niche med håndtering, opbevaring og transport af køkkener - foruden møbler. 

Randers virksomheden har det seneste år været plaget af modgang og måtte i november erklære sig insolvent og anmode om at gå i rekonstruktion. Det var særligt inflation og høje renter, der pressede Thortrans, men virksomheden kæmpede også med lavere efterspørgsel fra kunder.

29. november skrev LGT Logistics, der er ejet af speditionsgiganten NTG, under på købet af aktiviteterne. 

Opkøbet skal styrke virksomhedens strategi om at blive førende som komplet partner inden for møbel-logistik, oplyser Erik Jensen.

Håber på flere ansatte

De hidtidige ejere af Thortrans, Henrik Kristensen og Lars Kristensen, fortsætter i ledende roller i organisationen for at understøtte kunderelationer, drift og fremtidig udvikling.

Thortrans har omkring 150 ansatte og blev grundlagt i 1972 i Randers. Ifølge Erik Jensen overtager LGT Logistics cirka 80 af dem, mens 40 overtages af en underleverandør til LGT.

I Horsens har virksomheden i dag cirka 180 ansatte, fortæller direktøren, som håber, at den forventede vækst på sigt vil skabe behov for flere ansatte på begge lokationer.

Han forventer i første omgang, at Thortrans vil bidrage med en omsætning på 120 mio. kr. over de næste 12 måneder.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096