23948sdkhjf

Konkursramt møbelfabrik sat til salg: "Jo længere tid, jo sværere bliver det"

Det er ikke endegyldigt slut for møbelfabrik, der gik konkurs i november. Kurator håber på et snarligt salg

Kristoffersen Møbelfabrik gik konkurs i starten af november. Men det er ikke ensbetydende med, at det er slut for virksomheden, der blev grundlagt helt tilbage i 1945.

Der er nemlig stadig håb om, at produktionen kan starte op igen. Det fortæller advokat Jens Jacob Dühr, der er indsat som kurator for konkursboet, til Fyens Stiftstidende.

Håbet består i, at eksterne kræfter vil genoptage produktionen. Og hvis der skal kunne lade sig gøre, skal det gerne gå hurtigt med at finde folk, som vil overtage fabrikken.

- Det er klart, at de eksisterende kunder ikke ønsker at vente flere måneder på at se, om virksomheden genopstår. Man får altid den bedste pris for en virksomhed, der mere eller mindre er i drift. Så jo længere tid, der går, jo sværere bliver det også, siger Jens Jacob Dühr til mediet.

- Skal folk ud og købe en tom lagerhal eller gamle maskiner, der skal fjernes, får man ikke det store for det. Kan man derimod sælge en virksomhed, der kan generere en eller anden form for omsætning, kan man få mere for både ejendom og maskiner.

Advokaten regner med, at der kommer en endelig afklaring om møbelfabrikkens fremtid inden nytår. Målet er at afhænde aktiviteterne i virksomheden samlet fremfor at gøre det enkeltvist. Det er netop med henblik på at finde nogle, der vil starte virksomheden op. 

Flere år med underskud

11. november kunne Wood Supply berette, at Kristoffersens Møbelfabrik var gået konkurs. Det var markant, da fabrikken blev grundlagt helt tilbage i 1945. Kristoffersen-familien etablerede fabrikken og drev den helt frem til 2017. Her blev den overtaget af Thomas Sander, som har haft møbelfabrikken lige siden.

Det har de seneste år været med begrænset succes, hvilket den nylige konkurs også er et vidnesbyrd om. I 2023 blev det til et minus på 1,5 mio. kr., mens det i 2022 blev til et minus på 0,8 mio. kr.

Kristoffersen Møbelfabrik ApS
Regnskabsår 2023 2022 2021
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning - - -
Bruttofortjeneste 2,7 5,1 6,2
Resultat af primær drift -1,2 -0,9 0,6
Resultat før skat -1,5 -1,0 0,5
Årets resultat -1,5 -0,8 0,4
Balancestatus 3,3 4,6 6,6
Egenkapital -1,1 0,4 1,7
Antal ansatte 9 14 12
Kilde: CVR

Resultaterne har malket egenkapitalen, så den ved 2023-regnskabets afslutning var negativ med 1,1 mio. kr.

Det lød da også i ledelsesberetningen, som blev offentliggjort sammen med regnskabet i august, at kassekreditten var "trukket op til den maksimale trækningsrettighed".

Den kritiske situation fik revisionen til at rejse betydelig tvivl om fabrikkens fortsatte drift. I ledelsesberetningen lød det, at man var i forhandlinger med kreditorer og pengeinstitutter med henblik på at opnå midlertidige betalingsudskydelser. Ledelsen forventede, at de nødvendige betalingsfristforlængelser ville komme i hus og dermed sikre fremtidig drift.

Konkursen blev en realitet 7. november. Kristoffersen Møbelfabrik ligger i Haarby på det vestlige Fyn.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078