Se tallene: Syv års fremgang vendt til fald for landets byggecentre

Så gik den ikke længere. Efter syv års uafbrudt vækst måtte landets største byggecentre i fjor se den samlede omsætning dykke i et år, der var præget af hård konkurrence og medfølgende pres på marginerne.
Ud af branchens ni største aktører måtte de syv se toplinjen gå tilbage, og samlet set dykkede byggecentrenes omsætning med 10,6 pct. svarende til 4,2 mia. kr., ligesom også den gennemsnitlige overskudsgrad faldt betragteligt.
Det viser en brancheanalyse, Wood Supply har udarbejdet på baggrund af 2023-regnskaberne.
Et udfordret marked
Faldet ramte blandt andet den fortsatte markedsleder Stark Danmark, der i det forskudte regnskabsår 2022/23 måtte se omsætningen falde knapt 7 pct. til 9,3 mia., hvilket ifølge økonomidirektør Troels Vibholm var ganske tilfredsstillende.

- Det har været et udfordret marked, som samlet set oplevede tocifret tilbagegang i kalenderåret 2023, så vi har klaret os noget bedre. Vi har ikke haft vækst, men vi har heller ikke haft tocifret tilbagegang, konstaterer han.
Også for de resterende leverandører til det professionelle segment blev 2023 et tilbagegangsår, og branchens eneste toplinjevækst blev leveret af Silvan og Jem & Fix.
Tabel Omsætning by Nordiske Medier 4 - Infogram
Privat prisfokus
Hos brancheforeningen Danske Byggecentre fortæller adm. direktør Palle Thomsen, at nedgangen ramte branchen bredt.
- Det har været jævnt fordelt over hele landet, at markedet faldt omkring en 10 procent, og både de professionelle og de private kunder har hængt lidt i bremsen, fortæller han.
Tabel Driftsresultat by Nordiske Medier 4 - Infogram
Det er ikke desto mindre i den privatfokuserede del af branchen, årets absolutte højdespringer befinder sig.
Skønt Jem & Fix må se overskudsgraden falde et nyk, er den Harald Nyborg-ejede lavpriskæde fortsat i absolut front med sine 10,4 pct., og på indtjeningsiden formåede kæden som eneste aktør at øge årsresultatet før skat og overhalede her både Stark og Bygma.
Ifølge adm. direktør Claus Petersen er opskriften enkel.
- Det vi gør, er jo ret banalt. Vi er nådesløse, når det kommer til at holde fast i vores koncept, vores strategi og de gamle værdier - og de handler jo om lav pris og effektiv drift, lyder det.

Ifølge Claus Petersen er Jem & Fix lykkedes med at simplificere driften i en grad, hvor man kan bruge ressourcerne på at skaffe kunderne de bedste priser, eksempelvis ved ikke at køre kampagner eller tilbyde mængderabatter.
- Vores priser gælder for alle, og vi tilbyder heller ikke click'n'collect-løsninger, der ellers vandt frem under pandemien.
- Det er simpelthen en dårlig business case, som direktøren konstaterer.
Og selvom fokus ligger på privatkunderne, er der ifølge direktøren også en del professionelle, der køber ind på konceptet om lavpris.
- Vores gipsplader er jo de samme som alle andres, og hvis en håndværker står med et mindre projekt og ikke har brug for regning eller kredit, så vil han også bare have den bedste pris, men de køber en mindre mængde, siger Claus Petersen.
Tabel Overskudsgrad by Nordiske Medier 4 - Infogram
Ny aktør på banen
At de professionelle kunder også blev ualmindeligt prisbevidste i 2023, er et billede, man genkender hos både Stark og Bygma.
- Vi har i hvert fald oplevet ordrer, hvor vi har sagt pænt nej tak, for der var ikke fugls føde i dem, fortæller Klaus Hadsbjerg, direktør i Bygma A/S.
Samtidig meldte en ny storspiller sig ind på det danske marked, da finske Kesko i august overtog hidtil familieejede Davidsens Tømmerhandel i en milliardhandel, hvilket imidlertid ikke rykkede stort på billedet i branchens top.
- Der er kommet nye ejere, ja, men det er ikke noget, vi for så vidt har set nogen effekt af endnu, fortæller fra Klaus Hadsbjerg.
Tabel Resultat før skat by Nordiske Medier 4 - Infogram
Allerede ved Keskos overtagelse understregede Davidsen-direktør Henrik Clausen dog, at planen lød på såvel organisk som akkvisitiv vækst, og et år efter ejerskiftet kunne den sønderjysk-baserede byggecenterkæde denne sommer annoncere sit hidtil største opkøb.
Hvis overtagelsen af tre tidligere XL Byg-forretninger godkendes af Konkurrencerådet, står Davidsen til at fordoble sin omsætning og dermed melde sig ind i top-3 over landets største spillere.
Fremgangskvartal giver håb
Det er imidlertid ikke kun i det sønderjyske, forventningen om fremgang igen er begyndt at spire. Selvom der i fem af ni årsrapporter spås fortsat aktivitetsfald, mens de øvrige har forventet sig at holde omsætningen nogenlunde på niveau i 2024, er der plads til forsigtig optimisme, vurderer Palle Thomsen.
- Årets andet kvartal blev det første af seks, hvor vi noterede fremgang, fortæller branchedirektøren, og hos Stark forventer Troels Vibholm, at årets resterende måneder kommer til at byde på vækst.
Årets andet kvartal blev det første af seks, hvor vi noterede fremgang Palle Thomsen, adm. direktør, Danske Byggecentre
- Vi forventer ikke en høj vækst i resten af 24, men en stabil vækst tænker jeg. Og vi håber selvfølgelig på en stabilisering af prisudviklingen, for det er aldrig rart at arbejde med deflation i en branche, samtidig med generel inflation i samfundet, lyder det.

Det håb deler han med Bygma-direktøren, der også øjner bedring.
- Da vi så den første måned, turde vi ikke tro, at det var en tendens, men det er heldigvis fortsat. Og forhåbentlig sætter det sig også på konkurrencen, så der bliver plads til, at alle kan tjene en skilling, siger Klaus Hadsbjerg.
Tabel Antal ansatte by Nordiske Medier 4 - Infogram
Tabel Egenkapital by Nordiske Medier 4 - Infogram
Tabel Bruttofortjeneste by Nordiske Medier 4 - Infogram
Tabel Afkastningsgrad by Nordiske Medier 4 - Infogram