23948sdkhjf

Ikea-direktør: Vi taber omsætning på internettet

Ikea skal være langt bedre til at sælge produkter online, og Danmark skal være et af de lande, der går forrest i en forstærket satsning på websalg.
Ikea skal blive langt bedre til at sælge og levere varer, der er købt over internettet.

Det mener Dennis Balslev (billedet), som siden 1. maj har bestredet posten som administrerende direktør for Ikea Danmark efter mere end 30 års erfaring fra forskellige stillinger hos møbelgiganten.

- Vi skal fordoble vores e-commerce i Danmark det kommende år, og det er forholdsvis nemt, når man kommer fra et lavt niveau. Vi har nedsat en gruppe, som arbejder med det, og det sidste halve år har vi fået mange flere produkter, som vi kan sælge fra nettet, siger Dennis Balslev til Wood Supply.

Ikke mange hvide pletter på Danmarkskortet
Fremover skal størstedelen af Ikeas sortiment kunne købes online, ligesom kædens danske afdeling er ved at kortlægge Danmark for at se, hvordan de mest optimale løsninger rent logistisk skrues sammen i forhold til levering af varer.

Ifølge tal fra Dansk e-handelsanalyse baseret på 2. kvartal af 2013 er to af tre køb i en fysisk butik udsprunget af en købsproces, som er startet på internettet. Og ifølge tal fra Eurostat har syv af 10 danskere købt varer på nettet inden for det seneste år, hvilket kun overgås i EU af borgerne i England og Sverige.

- Der er ikke så mange hvide pletter på Danmarkskortet, som ikke er dækket af detailhandel. Ikea dækker også Danmark godt, og lige meget hvor du befinder dig, er der ikke så langt til det nærmeste varehus. Men vi tror alligevel på, at behovet for internethandel bliver større i fremtiden, siger Dennis Balslev.

Fakta om Ikea online

Ikeas internationale hjemmeside besøges globalt af flere end én milliard mennesker årligt, hvilket svarer til knap 2.000 besøgende hvert minut - døgnet rundt.

Ifølge Danske Mediers analyse, ”Danskernes brug af internettet 2012”, havde Ikeas danske hjemmeside 2 mio. besøgende og knap 40 mio. sidevisninger i 2011, hvor brugerne i gennemsnit brugte 16 minutter på hvert besøg på siden.

Ikeas danske Facebook-side (”Ikea DK”) har over 44.000 fans, hvilket er næsten samme niveau som Facebook-siden for Jysk Danmark. Ifølge websitet socialpunch.dk er Ikea DK dermed den 225. mest populære danske Facebook-side.

Holder os til det, vi er bedst til
Det er dog ikke kun det klassiske forhold mellem indkøb og levering, som står foran en opgradering hos Ikea. Ifølge Ikea-direktøren skal møbelgiganten også være bedre til at honorere tidens krav fra kunder, som ikke er interesserede i selv at samle eller montere varer.

- Vi har en mekanisk måde at sælge på, hvor vi bidrager med nogle ting, mens kunden selv bidrager med nogle andre ting. Men i dagens Danmark har vi mange kunder, der siger, at de gerne vil købe Ikeas produkter, men at de ikke har lyst til at gøre dele af processen selv. Det vil de hellere betale sig fra. Det er vi ikke på plads til i Ikea i Danmark endnu, men jeg håber på, at vi i løbet af nogle måneder har arbejdet det på plads, så vi kan komme ud med en transparent og fair prispolitik på de ydelser.

Ikea har derfor etableret et samarbejde med et dansk monteringsfirma, som er blevet oplært i den svenske møbelgigants adfærdskodeks kaldet ”The IWAY”.

- Vi holder os til det, vi er bedst til, og det er at sælge møbler, siger Dennis Balslev om udliciteringen af monteringsarbejdet.

Drømmer om mere kundekontakt
Ikea Danmark kommer dog ikke til at stå alene med satsningen på internettet som fremtidens handelsplads. For selv om hjemmesiden globalt set har flere end en milliard besøg om året, er der også her planlagt store ændringer.

- I 2015 får vi en ny platform, hvor vi kan arbejde helt anderledes, skabe inspiration og give kunderne en helt anden oplevelse med et nyt og meget stærkt produkt på web. Det er et stort projekt, som kører nu og tager lidt tid, men jeg er sikker på, at når det lander, så bliver vi stærke på det område. Vi lader meget af handlen gå til de andre i dag, fordi vi ikke er på dupperne, erkender Dennis Balslev.

Læs også: Nyt køkkensystem øger Ikeas salg

Han kender ikke til detaljerne i den forstærkede internetsatsning, men har dog gjort sig nogle tanker om, hvordan Ikea kan udnytte internettets grundlæggende natur til at inddrage kunderne yderligere.

- Jeg har en drøm om, at vi kan skabe endnu mere kontakt med kunderne, som så kan lægge billeder ud og skrive til Ikea, og det må også gerne være kunde til kunde. Der findes jo sider som Ikeafans.com, hvor folk tager et Ikea-produkt, laver det lidt om og viser til andre, hvordan de har brugt det. Det er vi enormt stolte over. Vi er ikke med i dialogen, men vi kunne måske være med til at styre dialogen og lade os inspirere af den, for det er noget, vi selv lærer meget af.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094