23948sdkhjf

Gamle konkurser kaster blodrøde skygger over elementproducent

Taasinge Elementer kunne ikke indhente det tabte, efter flere kundekonkurser førte til ændringer i produktionen. Resultatet var et dybt økonomisk hul

Efterdønningerne af flere kundekonkurser i 2022 kostede et underskud på 14,5 mio. kr. hos Taasinge Elementer i 2023. Minusset er det største, selskabet har indkasseret i et årti.

- Vi måtte erkende, at vores organisation ikke var rustet til at håndtere den opbremsning, som vi oplevede i markedet i 2022 og 2023, siger Birgitte Clausen, adm. direktør i Taasinge Elementer, i en kommentar til 2023-tallene.

Hun lægger ikke skjul på, at underskuddet "naturligvis ikke er tilfredsstillende".

TaasingeElementer_årsresultat_2013-2023

Forklaringen bag de blødrøde tal skal findes i aflyste projekter. 

Inden for få uger i efteråret 2022 måtte den store producent af præfabrikerede tag- og facadeelementer i træ opgive fire planlagte projekter, fordi kunderne gik konkurs kort inden opstart.

For at udfylde det uventede og uønskede hul i produktionen valgte ledelsen at fremrykke ordrer, der ellers var planlagt til 2023.

Denne manøvre sikrede sorte tal på bundlinjen i 2022. Men samtidig tærede det på ordrebeholdningen i en grad, som det ikke lykkedes at indhente i 2023, hvor især boligbyggeriet tog et gevaldigt dyk, lyder forklaringen fra elementproducentens ledelse.

Med 112 ansatte i gennemsnit havde selskabet personaleomkostninger på 56,4 mio. kr. i 2023. Der var dog skåret 9 mio. kr. af posten - affødt af, at der var 16 færre medarbejdere end året før. Det var i sig selv 38 færre end i 2021.

Ejerne åbner pengekassen

Underskuddet har banket egenkapitalen i bund. På balancedagen, 31. december 2023, var den på 1,1 mio. kr. mod 3,8 mio. kr. et år forinden. Det viser årsrapporten for 2023.

Udviklingen har affødt en note i regnskabet om going concern. Heri fremgår det, at ejerne, Nordic Waterproofing Holding, er klar til at sikre selskabet økonomisk igennem 2024:

- Selskabets fremtidige drift er sikret via støtteerklæring fra moderselskabet, fremgår det af årsrapporten.

Det udspecificeres, at selskabet dermed kan "afholde sine forpligtelser i takt med de forfalder, ligesom støtteerklæringen sikrer den videre udvikling og drift af selskabet".

Hvor lang ejernes tålmodighed er, må tiden vise. I første omgang gælder den resten af året:

- Støtteerklæringen dækker perioden frem til 1. januar 2025, står der således også i årsrapporten.

Taasinge Elementer

  • Taasinge Elementer er etableret i 1971 og er blandt landets største producenter af præfabrikerede tag- og facadeelementer i træ. 
  • Virksomheden har to fabrikker i Danmark – på Tåsinge og i Sindal – samt en fabrik i Letland. De tre fabrikker producerer tilsammen cirka 300.000 kvm træelementer årligt til alle former for nybyggeri samt energirenovering.
  • Siden 2017 har Taasinge Elementer været en del af den børsnoterede koncern, Nordic Waterproofing, som også ejer blandt andet Phønix Tag og Hetag i Danmark.
  • Taasinge Elementer har eget montagefirma (TE Montage) og ejer desuden virksomhederne Annebergs Limtræ (Danmark), RVT (Norge) og LV Elements (Letland).

Kilde: Taasinge Elementer

Har fyldt bogen

Birgitte Clausen ser dog også positive aspekter efter det vanskelige 2023.

- Resultaterne er naturligvis ikke tilfredsstillende, men når jeg ser på, hvordan alle i virksomheden går til makronerne og lægger en enestående indsats for dagen for at ændre på tingene, så bliver jeg stolt, lyder det fra Birgitte Clausen.

Ved indgangen til 2024 var selskabets ordrebeholdning forbedret markant, og de indgåede ordrer dækkede mere end halvdelen af den forventede omsætning for året. Siden da er resten af siderne i ordrebogen blevet fyldt:

- Vi står allerede nu med en ordrebeholdning svarende til vores budgetterede omsætning for 2024 og ser ind i et travlt andet halvår, siger hun i en kommentar til perioden siden årsskiftet.

Taasinge Elementer A/S
Regnskabsår 2023 2022
Beløb i mio. kr.
Bruttofortjeneste 43,0 72,1
Resultat af primær drift -15,9 2,7
Resultat før skat -20,0 1,0
Årets resultat -14,5 1,1
Balancestatus 188,1 206,3
Egenkapital 1,1 3,8
Antal ansatte 112 128
Omsætning oplyses ikke. Kilde: CVR

Kombinationen af den gode start på året og de strategiske tiltag skaber grobund for en forventning om et "markant forbedret resultat i 2024 sammenlignet med 2023." Mere specifik er Taasinge Elementers ledelse dog ikke.

Det er ikke lykkedes at få uddybende kommentarer fra adm. direktør Birgitte Clausen inden redaktionens deadline.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.453