Klumme: Utætte sanktioner udhuler støtten til Ukraine
Uden tilstrækkelig kontrol med import og eksport af sanktionsbelagte russiske varer risikerer vi at medfinansiere Putins krig mod Ukraine.
Ruslands krig raser stadig, nu på tredje år. I Danmark og EU støtter vi op om Ukraine, både militært, økonomisk og humanitært. Senest har statsministeren bebudet en 10-årig støtteaftale med Ukraine og 15.000 artillerigranater, og over 40.000 ukrainere har fået midlertidig opholdstilladelse i Danmark.
Hidtil usete sanktioner fra Vesten skal svække Ruslands muligheder for at tjene penge til at fortsætte krigen. Skruetvingen strammes, og EU’s 13. sanktionspakke er netop faldet på plads.
De to tiltag – støtte til Ukraine på den ene side, straf til Rusland på den anden – supplerer hinanden og burde til sammen stikke en kæp i hjulet på Putins krigsmaskine.
Men der er noget, der ikke fungerer, som det skal. Som beskrevet i blandt andet Jyllands-Posten og Berlingske finder europæiske varer – blandt andet våben - relativt nemt ind i Rusland. Trafikken går også den anden vej: Russiske varer strømmer ind i unionen, mens pengene strømmer tilbage til russiske virksomheder og den russiske stat.
Russiske varer på europæiske hylder
Her næsten to år efter at sanktionerne trådte i kraft, bliver europæiske træimportører fortsat bombarderet med henvendelser fra virksomheder, der gerne vil sælge for eksempel birkekrydsfiner. Varen stammer tilsyneladende fra tredjelande, der ellers ikke plejer at producere i de mængder eller kvaliteter, men som pludselig optræder som storeksportører.
Kreativiteten hos disse virksomheder er desværre stor, og der bliver sjældent gjort de store anstrengelser for at kamuflere, at træet har oprindelse i Rusland.
Langt de fleste virksomheder i Europa siger naturligvis nej tak til sådan et tilbud. Men nogle siger ja. Og når varen først er kommet over grænsen, så kan den rejse frit mellem alle EU-lande - og sanktionsramt, russisk træ kan derfor ende på hylderne, også i Danmark.
To værktøjer: EUTR og sanktionspakker
Som træimportør er man udover sanktionerne også underlagt EU’s tømmerforordning EUTR. Det betyder, at virksomheden har pligt til at sikre sig dokumentation for importeret træs oprindelse – herunder at det er lovligt fældet, og at der ikke er sanktioner mod oprindelseslandet.
EUTR’s ekspertgruppe, der består af de kompetente myndigheder i medlemslandene, har fastslået, at det er umuligt at overholde EUTR-lovgivningen, hvis man bringer træ og træprodukter med oprindelse i Rusland ind på markedet i EU.
Men på trods af denne dobbeltlovgivning har russisk træ alligevel ikke svært ved at finde alternative veje ind i EU.
Hvor er myndighederne?
Lovgivning og sanktioner i sig selv er altså ikke nok til at dæmme op for importen af russiske varer. Der skal suppleres med andre løsninger:
For det første bør formuleringerne i sanktionerne være knivskarpe og flugte med eventuel anden lovgivning.
På vores område er det fx en udfordring, at mens det ifølge EUTR er forbudt at importere russisk træ, kan man ifølge sanktionsbestemmelserne godt, hvis træet er forarbejdet i tilstrækkelig grad i et andet land. Så ændrer produktets oprindelsesland sig nemlig!
Sådanne tvetydigheder inviterer til omgåelse af lovgivningen og stiller de kompetente myndigheder – som hører til i forskellige styrelser – i en svær situation, der kræver et stærkt samarbejde.
For det andet har vi brug for en oprustning af de kompetente myndigheder. Medarbejderne skal have tilstrækkelige ressourcer til at rådgive virksomheder, føre tilsyn og samarbejde på tværs af styrelser og landegrænser.
Det gælder i de enkelte nationalstater, og det gælder på tværs af EU. Problemet kan ikke løses af ét medlemsland alene. Skruer man op for indsatsen i ét land, flytter den illegale import sig blot et andet sted hen.
For det tredje har myndighederne selv en vigtig opgave i at kommunikere tydeligere end i dag, hvordan de arbejder. Gøre det helt klart, at der bliver holdt skarpt øje, og at overtrædelser af lovgivningen har konsekvenser.
Stærkere kontrol med eksisterende sanktioner
Vi ved, at ulovlige varer mere eller mindre åbenlyst flyder ind i EU. Det forekommer usandsynligt, at det ikke også sker for andre varegrupper end træ.
Udover at være konkurrenceforvridende, eroderer det effekterne af sanktionerne.
Det er både vigtigt og rigtigt, at sanktionerne skærpes, og at nye kommer til. Men det er endnu vigtigere, at myndighederne – både nationale og på europæisk plan - klædes på til at føre effektiv kontrol med, at de eksisterende sanktioner rent faktisk efterleves.
Der ligger en politisk indsats, der skal prioriteres for at gøre op med det paradoks, at vi med den ene hånd forsyner Ukraine med krigsmateriel og forsøger at udtørre Ruslands økonomi, mens vi med den anden åbner bagdøren for ulovlige varer, der finansierer og forlænger Putins krig.