23948sdkhjf

Køber møbelproducent i krisetider: - Vi tror ikke på afvikling

Møbelproducenten Mogens Hansen Denmark A/S er kommet på nye hænder. Det opkøbende brødrepar ser et uforløst potentiale i den traditionsrige familievirksomhed

Skulle møbelproducenten Mogens Hansen have et gammelt, klassisk skilt foran chefens kontor med "M. Hansen" sirligt indgraveret, kan det sagtens blive hængende.

For selvom den østjyske producent af danske sofaer og lænestole til april får ny administrerende direktør, gælder efternavnet nemlig stadig. Til den tid giver Michael Hansen faklen videre efter mere end 20 år i den stol, som han overtog fra sin far, grundlæggeren Mogens Hansen. 

Den næste M. Hansen i rækken er dog ikke en efterkommer af møbelvirksomhedens stifter. Det er derimod en anden familien Hansen, som træder ind i ejerkredsen. Morten Werner Hansen har nemlig købt sig ind i Mogens Hansen Denmark A/S med sin bror, Henrik Hansen. 

- Det er noget, vi har snakket om gennem længere tid. Henrik arbejder med køb og salg af virksomheder, og så dukkede Mogens Hansen op. Grundlæggende er det en interessant virksomhed med en lang historie og en stærk DNA. Vi vurderer, at der er et stort, uforløst potentiale med udgangspunkt i historien, DNA'en og fokus på håndværk og kvalitet, fortæller han til Wood Supply.

Tror ikke på afvikling

Nok havde Mogens Hansen Denmark A/S et overskud i seneste regnskabsår. Men det er i den lave ende i forhold til, hvad den østjyske møbelproducent er vant til. Det falder ind i den større tendens i møbelmarkedet, hvor stigende materialepriser såvel som efterspørgsel har udfordret vidt og bredt.

Det er brødreparret, som sammen er majoritetsejere af virksomheden, opmærksomme på.

- Det er noget, som vi har drøftet. Da vi kom til, kommunikerede vi også til alle medarbejderne, at det centrale ord for os er udvikling - og ikke afvikling. Vi tror på, at vi kan udvikle virksomheden sammen med Michael og de kompetencer, som han og medarbejderne har i forvejen. Udvikling gælder også på den lange bane, siger Morten Werner Hansen og tilføjer:

- Som markedet er nu, ser det svært ud. Vi tjener stadig penge, men det er jo i et begrænset omfang i forhold til tidligere. Det marked vil dog alt andet lige vende igen, så det fylder ikke så meget hos os.

Med i opkøbet kommer den nuværende direktør, Michael Hansen, som fortsætter i en anden rolle hos møbelproducenten. 

Mogens Hansen DENMARK A/S
Regnskabsår 2022-23 2021-22 2020-21
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste 7,1 9,1 9,2
Resultat af primær drift 0,7 1,8 -
Resultat før skat 0,8 1,8 2,4
Årets resultat 0,6 1,4 1,8
Balancestatus 10,9 11,5 10,7
Egenkapital 8,8 8,2 7,3
Antal ansatte 19 23 22
Kilde: CVR

Stor kapacitet bliver

Det er med til at skabe ro omkring det nye eventyr for den kommende administrerende direktør.

- Michael sidder helt åbenlyst med nogle andre kompetencer og indsigter end mig, så jeg tror på, at vi kan supplere hinanden godt. Jeg har stor respekt for, hvad han kan, og hvad han har skabt gennem årene. Han er en stor kapacitet for sit fag og møbelbranchen generelt, siger Morten Werner Hansen.

Han kommer selv fra en rolle som nordisk marketingansvarlig ved kaffeproducenten Lavazza og har ligeledes været hos Merrild, Arla, Kims, Tulip og Louis Nielsen.

- Jeg har lavet mange forskellige ting gennem årene i en række forskellige brancher. Så det afskrækker mig ikke at prøve noget nyt - tværtimod. Det har jeg altid fundet spændende og interessant. Man kan tage tingene med sig og se på det hele på en ny måde, lyder det fra ham.

Morten Werner Hansen vil altså have sin daglige gang hos møbelfabrikanten fra april, hvor han tager over som administrerende direktør, mens broren Henrik Hansen fortsætter i sit hidtidige virke og får en ekstern rolle gennem sit medejerskab.

Se nøgletal for:
Læs mere om: møbelproducent
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.421