23948sdkhjf

Dansk designduo gør restafskær til ny indtægtskilde

En kommende møbelserie under Normann Copenhagen er kommet til verden gennem et samarbejde, som bygger på optimal udnyttelse af afskær på en svensk møbelfabrik

I stedet for at bruge midler på at komme af med restafskær, kan der være nye indtægtskilder i træresterne fra en møbelproduktion.

Det har Better Weather, et designstudio baseret i København, vist potentialet i gennem et samarbejde med svenske Direktlaminat by Sonsab. Produkter med udgangspunkt i den svenske møbelproducents afskær skal nemlig forhandles gennem Normann Copenhagen, hvilket er en stor blåstempling af missionen hos designstudiet.

Det fortæller Kasper Lynge, co-founder i Better Weather, som han driver med Anne Werner.

- Det er én ting at komme til et produktionssted og fortælle, hvad de kan lave af deres resttræ. Men når en spiller som Normann Copenhagen er inde i billedet, kan vi reelt støvsuge dem for affald, siger han og fortsætter:

- Det er en blåstempling at få dem med. Da vi startede på projektet, anede vi ikke, om det var muligt at få det igennem til de store møbelproducenter, men med det her skridt viser vi, at det kan lade sig gøre. Der går Normann Copenhagen jo også en ekstra mil i forhold til, hvordan de er vant til at gøre tingene.

Gennembruddet for duoen bliver altså møbelserien med navnet Chubby Project. Det produceres lokalt hos Direktlaminat, der ligger i den svenske by Alvesta godt 200 kilometer fra København, af det restafskær, som i forvejen var til overs fra produktionen af møbler og møbelkomponenter.

- I en verden, hvor ressourcer bliver mere og mere begrænsede, er samarbejdet mellem producenter og designere mere end blot et forretningsforhold. Det er et vigtigt skridt mod en mere bæredygtig og miljøvenlig fremtid, lyder det fra Andreas Ohlsson fra Direktlaminat.

Bliver taget bedre imod

Den svenske fabrikant producerer årligt omkring 1200 kubikmeter resttræ, som nu forvandles til de dansk designede møbler.

- De har en møbelproduktion, der bare skal køre. Der stod så en ældre CNC-maskine, som kun blev brugt 30 procent af tiden, og den kunne produkterne laves på. I stedet for at skulle betale for at komme af med affald, så kan de producere nye møbler, fortæller Kasper Lynge, der ikke præcis ved, hvor stor en produktion, det er muligt at lave.

- Men kan vi støvsuge Direktlaminat for restafskær, så har vi lavet en succes. I så fald må vi kigge efter, hvor der er andre produktionsvirksomheder, der kan laves lignende samarbejder med, siger Kasper Lynge.

Trevejssamarbejdet mellem Better Weather, Direktlaminat og Normann Copenhagen kan potentielt være med til at sparke døren ind hos møbelproducenter, som på samme måde kan reducere deres restaffald og få nye produktserier som resultat.

- Vi kan mærke, at vi bliver taget anderledes imod end i starten, hvor folk måske så os lidt som nogle hippier. Sådan er det heldigvis ikke mere. Virksomhederne er med på, at der skal den her slags tiltag til for at undgå spild, siger Kasper Lynge.

Logistik udfordrer bæredygtighed

En vigtig del af forretningsmodellen er at producere møblerne af afskær direkte på produktionsfaciliteterne. Ifølge Kasper Lynge er logistik nemlig en af de store udfordringer, som økonomisk kan sætte en stopper for genanvendelse og bæredygtighed.

- Som designstudie er vi super interesserede i lokal produktion. Et stort problem med restaffald er logistik. Skal man til at flytte på det, er man hurtigt bagud økonomisk, inden produktionen overhovedet er i gang. I stedet for at smide det ud kan de til gengæld producere noget helt lokalt på en maskine, som allerede står der. Så hænger økonomien bedre sammen.

- Direktlaminat tager selv affaldet fra produktionen og sætter det tilbage i egne produktionsfaciliteter, opsummerer Kasper Lynge fra Better Weather.

Se nøgletal for:
Læs mere om: genanvendelse møbler
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.421