23948sdkhjf

Ny trælastdirektør spår markant fremgang i kamp mod kæmper

Ny direktør i Østerbro Tømmerhandel har markante vækstambitioner og solid tro på, at de små kan hamle op med de store

Michael Nielsen lægger ikke skjul på, at han trods lyse fremtidsudsigter har grebet stafetten i modvind. Efter en pandemitid hvor landets byggecentre måtte slås for at følge med efterspørgslen, har der det seneste år været længere mellem kunderne. Også hos Østerbro Tømmerhandel.

– 2023 har været svær for vores branche, og det har vi også mærket, medgiver den adm. direktør, der overtog posten 1. september.

At det går op og ned i byggeland er imidlertid ingen overraskelse for 54-årige Michael Nielsen. Senest har han i 10 år haft rolle af salgsdirektør for Nordeuropa hos den tyske spartelmasseproducent Ardex, og forud for det tilbragte han seks år hos Bygma-ejede Scandinova.

– Og der havde jeg en skøn tid, som jeg virkelig var glad for, så da jeg blev spurgt, om jeg var interesseret i jobbet hos ØT Gruppen, var det ikke svært at beslutte, hvad jeg skulle, siger han.

– En ren befrielse

At han med jobskiftet har byttet omtrent 2.500 kolleger verden over ud med godt 80 ansatte fordelt på seks danske lokationer, passer ligeledes Michael Nielsen glimrende.

– Jeg var faktisk ikke så meget til det store corporate cirkus – det er slet ikke den slags, der inspirerer mig, lyder det.

Inspireret bliver han til gengæld af de medarbejdere og den kultur, han nu har omgivet sig med i fire måneder. 

– Jeg er ikke den store tilhænger af kulturrevolutioner, og det ser jeg heller ikke, at der er brug for her, Michael Nielsen, adm. direktør i ØT Gruppen

Han beskriver jobbet hos ØT Gruppen som et af de mest spændende projekter, han kunne forstille sig, og virksomheden som dynamisk og med korte beslutningsprocesser.

– Og når man har prøvet det modsatte, så er det en ren befrielse.

For nuværende har den nye ØT-direktør således heller ikke fundet behov for at sætte de store aftryk, om end det er blevet til en fintuning af strategien samt en nyetableret projektafdeling.

– Jeg har mest brugt tiden på at lære strukturen at kende og tale med og lytte til medarbejderne, som er virkeligt, virkeligt dygtige. Jeg er ikke den store tilhænger af kulturrevolutioner, og det ser jeg heller ikke, at der er brug for her, siger Michael Nielsen.

Kæmper mod kæmper

ØT Gruppen, der i 2023 kan fejre 30-års jubilæum under Allan Lundbergs ejerskab, tæller i dag fire butikker i Storkøbenhavn og Nordsjælland, Københavns Listefabrik, en webshop samt et savværk på Jyllands vestkyst.

– Vi har nogle rigtig dygtige konkurrenter, men vi har også et hold af rigtig, rigtig dygtige fagfolk, der er her, fordi de ved en masse, Michael Nielsen, adm. direktør i ØT Gruppen

Og mens Michael Nielsen sætter pris på de korte beslutningsprocesser og den agilitet, der følger med at være en mindre spiller, er han fuldt ud bevidst om, at han og ØT er oppe imod mastodonter.

– Det er et volumenmarked, vi bevæger os i, så de største spillere er også vores største konkurrenter. Derfor skal vi være gode til at finde nicher, hvor vi kan skille os ud, for at være oppe imod de store på prisen 1:1 er en dårlig ide, lyder det.

Det betyder dog ikke, at der kan hviles på laurbærrene, når det kommer til at følge med de dagsordener, der har ramt på tværs af branchen.

– Vi følger selvfølgelig meget med i snakken om CO2-udledninger og arbejder med hele EPD-feltet, men også her er det klart, at vi har nogle andre muskler end de store. Derfor er vi glade for at have Danske Byggecentre i baghånden, for de gør et stort arbejde for, at vilkårene er lige, og at vi mindre aktører kan følge med – det må ikke være størrelsen, der afgør, om man lykkes på det område, men det er klart, at vi ikke kan tage alle kampe på én gang; vi må virkelig prioritere, siger Michael Nielsen.

Og når det kommer til, hvor ØT Gruppen skal excellere, er prioriteringen helt klar.

– Vores helt store strategiske mål er at være markedsledende inden for rådgivning og vejledning, fastslår direktøren.

Men er det ikke også et felt, som de store i stigende grad konkurrerer på?

– Jo, og vi kan godt mærke, at konkurrencen er øget. Men det havde vi nu også forventet – de store lever i høj grad af volumen, og når den falder, får de gerne nye fokusområder, siger Michael Nielsen, der dog mener at have gode kort på hånden.

– Fordelen er, at det er et fokusområde, vi altid har haft. Vi har nogle rigtig dygtige konkurrenter, men vi har også et hold af rigtig, rigtig dygtige fagfolk, der er her, fordi de ved en masse. Og fordi vi ikke har været lige så eksponerede for den store volumenmasse i nybyggeriet de seneste år, som vores konkurrenter har, har vi ikke haft samme behov for at tage nye folk ind, men har haft ro til at vente på de rigtige, forklarer han videre.

Tocifrede vækstambitioner

Michael Nielsen er altså ikke i tvivl om, at hans nye kontorstol står på et bundsolidt fundament. Og der skal mere end et marked i midlertidig modvind til at kue optimismen.

– Der er ingen tvivl om, at markedet ser bøvlet ud, især i første halvår, og vi har gjort os mange tanker om det, men vi har budgetteret med en fremgang på 20 pct. Vores nye projektafdeling er allerede kommet godt i gang, og vi har tiltro til, at der i løbet af året sker noget med rentepresset, som vil løsne lidt op – og så er der stadig en stor del af boligmassen, der trænger til at blive renoveret, spår han.

Skal han se endnu længere ud i fremtiden, er planen, at såvel markedsandel som fodfæste fortsat skal øges.

– Det er ikke sikkert, at det bliver på den korte bane, men vi er indstillet på vækst, og det kan også være geografisk, siger Michael Nielsen, der peger på, at særligt den sjællandske hjemmebane har fokus.

– Vores eksisterende forretning er i Storkøbenhavn og Nordsjælland, og der skal helst være sammenhæng i logistikken, men vi har jo også et lille jysk savværk allerede, og vi kunne også være interesserede i mere på den digitale side – vi kigger med stor interesse på, hvad der byder sig, slår han fast.

Michael Nielsen har overtaget direktørposten efter ØT Gruppens økonomidirektør Peter Klindt Jørgensen, der har været fungerende på posten, siden Niels Vergmann i foråret 2023 fratrådte efter små tre år i direktørstolen.

Se nøgletal for:
Læs mere om: trælast
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.438