Måtter for millioner: Anonymt firma er det største i Skandinavien
1804 kvadratmeter virksomhed - men kun ét lille undseeligt skilt ved indgangen.
Holstebro-baserede Clean Carpet leverer måtter til både ind- og udland - og gør det for et millionbeløb - men intet på facaden på firmaets hovedkontor i det vestjyske vidner herom.
Clean Carpet og direktør Søren Kudsk Christiansen lever så sandelig en anonym tilværelse.
Trods en sund økonomi, der har taget særlig fart med sneens komme i slutningen af november og starten af december, gør virksomheden ikke noget forhastet.
Og markedet har Clean Carpet også helt styr på - uanset årstid og kommende højtider.
- Måtter er blevet en impulsvare. Derfor er det vigtigt, at de står det rette sted i butikken. Så nupper forbrugerne lige for eksempel en smudsmåtte med, siger Clean Carpet-direktøren.
De forbrugere, han henviser til, kommer ikke selv på Clean Carpets matrikel i Holstebro.
Måttevirksomheden sælger nemlig overhovedet ikke til private, men leverer i stedet til tæppehandlere, byggemarkeder, farvehandler og andre kunder.
Ifølge Søren Kudsk Christiansen er Clean Carpet den største måttegrossist i Skandinavien - en virksomhed som direktøren endda har arvet fra sin far, som i sin tid, for 37 år siden, stiftede virksomheden, dengang dog i nabobyen Skjern.
- Jeg får jævnligt tilbud fra kapitalselskaber, som vil købe firmaet, men det er ikke til salg for enhver pris. Driften er min hobby, og mine børn skal i givet fald først have tilbuddet om at overtage, udtaler Søren Kudsk Christiansen.
Regnskabsår | 2022 | 2021 | 2020 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | - | - | - |
Bruttofortjeneste | 2,8 | 3,1 | 2,5 |
Resultat af primær drift | 0,8 | 1,3 | 0,8 |
Resultat før skat | 1,0 | 1,4 | 0,9 |
Årets resultat | 0,8 | 1,1 | 0,7 |
Balancestatus | 7,7 | 7,4 | 7,9 |
Egenkapital | 5,1 | 5,1 | 4,8 |
Antal ansatte | 5 | 5 | 4 |
Kilde: CVR |
,