23948sdkhjf

Det grå guld slår Greta Thunberg-generationen i møbelbæredygtighed

To tredjedele i gruppen af +65-årige lægger vægt på bæredygtighed, når der skal vælges byggematerialer. Blandt den 18 til 34-årige er det kun godt halvdelen

En ny undersøgelse blandt 2000 repræsentativt udvalgte danskere viser, at den ældre generation lægger større vægt på bæredygtighed end yngre generationer, når det kommer til boligindretning og byggematerialer. Hele 68,9 procent af de +65-årige lægger bæredygtighed til grund, når der skal vælges byggematerialer. Blandt de yngste deltagere er det kun 54,3 pct.

Undersøgelsen er gennemført af Voxmeter og bestilt og betalt af gulvproducenten Timberman.

- Vi er vant til at høre, at de unge går mest op i bæredygtighed, mens de ældre er lidt mere konservative i deres holdninger. Derfor kan det overraske, at det faktisk er i aldersgruppen 65+ år, at danskerne går mest op i bæredygtighed, når det kommer til valget af nye materialer såsom gulve og maling, siger Mogens Fisker, administrerende direktør hos Timberman.

Dog må det fremhæves, at de yngste ikke er den gruppe, som tænker mindst på bæredygtighed. Det er gruppen mellem 35 og 64 år.

Hos erhvervsakademi Dania er Ole Storm lektor i forbrugeradfærd, og han finder undersøgelsens resultater interessante.

- Resultaterne er slående, for generelt er det de helt unge, som går op i bæredygtighed, men flere indikatorer peger på, at det er i aldersgruppen 65+ år, at der bliver købt flest bæredygtige byggematerialer samt møbler. Det store spørgsmål er så hvorfor. For generelt er andelen, der ønsker at leve mere bæredygtigt, steget betragteligt gennem årene, men der er stadig stor forskel på intenderet og faktisk handling, da vi mennesker generelt har svært ved adfærdsændringer, forklarer Ole Storm Jørgensen.

Ole Storm fremsætter den hypotese, at de ældres bæredygtighedsfokus i relation til byggemateriale og møbler delvist kan skyldes, at de har råd til de dyrere bæredygtige produkter, og tilvalget har få konsekvenser i hverdagen.

- For de ældre betyder det fx, at det kan være svært at ændre i sine vaner, hvis man er vokset op med en kødrig kost og med en eller flere biler i hjemmet. Så er det nemmere at vælge bæredygtige materialer, hvor man ikke skal ændre på så meget i hverdagen sammenlignet med at skære kødet væk eller skifte bilen ud med en cykel. Men man kan heller ikke komme udenom økonomien, for renoveringer og udskiftning af møbler kan være dyrt i sig selv, og det kræver et vist økonomisk råderum at vælge de, ofte lidt dyrere, bæredygtige løsninger. Her ser vi, at de ældre generationer ofte har flere penge mellem hænderne, siger lektor Ole Storm Jørgensen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078