23948sdkhjf

Velux henter ny marketingdirektør

Velux Gruppens nye marketingdirektør hedder Aliëtte van der Wal-van Dijk.

I en pressemeddelelse fra Velux lyder det, at ovenlysvirksomheden med ansættelsen af den 50-årige hollænder, der formelt får titel af executive vice president for Velux Global Marketing, har sikret sig en profil med mere end 25 års erfaring fra lokale og globale lederroller hos førende internationale virksomheder. Og hun ser frem til at tiltræde den nye post 1. december.

– Velux har et utrolig stærkt og positivt brand, og jeg glæder mig til at være med til at videreudvikle og styrke både brandet og forretningen i fremtiden, siger hun.

Senest har Aliëtte van der Wal-van Dijk stået i spidsen for Consumer Health Business Development hos Philips, hvor hun som senior vice president var ansvarlig for at positionere virksomheden på dette område, og forud for det gik en årrække hos Procter & Gamble.

– Aliëtte kommer med omfattende forretnings- og marketingerfaring fra store internationale brands, hvor hun har arbejdet med business-to-business-to-consumer markedsdynamikker, og hvor marketing har udgjort en afgørende rolle for at opnå succes. Vi glæder os til at drage fordel af Aliëttes strategiske og taktiske ekspertise, når det kommer til at understøtte væksten i Velux og til at udvikle vores brand yderligere, siger Lars Petersson, adm. direktør i Velux Gruppen.

Aliëtte van der Wal-van Dijk er bosat i Holland med sin mand og deres tre børn og vil herfra regelmæssigt pendle til hovedkontoret i Hørsholm og andre af gruppens lokationer.

Aliëtte van der Wal-van Dijk tager over efter Keith Riddle, der har fungeret som midlertidig marketingdirektør siden maj i år, men som har tilbragt næsten 20 år i Velux, herunder seks år som direktør for slag og marketing. Nu har han besluttet at lade sig pensionere og flytte tilbage til Skotland, og topchefen giver ham rosende ord med på vejen.

– Keith har opnået exceptionelle resultater i sin karriere i Velux. Ikke mindst har han været afgørende for at omdanne vores Salg & Marketing-organisation, der tidligere var funderet i nationale salgsselskaber, til en globalt forbundet organisation, alt imens han fortsat sikrede tydelig lokal tilstedeværelse i den daglige kundekontakt. Keith vil blive savnet som en indsigtsfuld og dedikeret leder og god kollega, siger Lars Petersson.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079