23948sdkhjf

Efter dom: Ilva skifter topchefen ud

Martin Hallund stopper som adm. direktør for Ilva efter kun et år på posten

Opdateret den 21. september 2023 kl. 10.38 med yderligere information om Martin Hallund.

Martin Hallund skal ikke længere stå i spidsen for møbelkæden Ilva.

Det skyldes, at den nu tidligere Ilva-direktør onsdag blev fundet skyldig i at have udsat en cyklist for fare i sin firmabil i Aalborg.

Det skriver kommunikationsdirektør i Lars Larsen Group, Åse Andersson, i en mail til mediet Finans.

Martin Hallund har været topchef siden 1. september 2022, men han har været en del af Ilva og det tidligere Idémøbler i mere end 25 år. Inden han blev forfremmet til topchef, bestred han rollen som Retail Director.

Lars Larsen Group har ejet virksomheden siden 2013, og det er altså den store familiekoncern, der nu melder ud, at en anden skal overtage det daglige ansvar for Ilva. 

Overfor Finans understreger kommunikationsdirektøren, at Martin Hallund har været en "meget værdsat medarbejder".

Blå bog: Martin Hallund

  • 49 år gammel
  • Bor i Nibe i Nordjylland
  • Gift og har tre børn

Karriere i Idémøbler - Ilva:

  • 1994 – 2009: Arbejdet i flere forskellige funktioner som lager, logistik, sælger, souschef, butikschef for Idémøbler
  • 2009 – 2014: Salgschef og ansvarlig for Idémøblers butikker i Jylland
  • 2014 – 2018: Kædedirektør i Idémøbler
  • 2018 – 2022: Retail Director i Ilva
  • 2022 - nu: Administrerende direktør i Ilva

- Men vores værdier harmonerer ikke med den dom, der er blevet afsagt, og derfor er begge parter enige om, at vores veje må skilles. Vi har ikke yderligere kommentarer til sagen, skriver Åse Andersson til Finans.

Vestre Landsret idømte onsdag Martin Hallund 60 dages betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste. Herudover er han blevet frakendt førerretten i et år, mens firmabilen er blevet konfiskeret.

Hændelsen, der kostede cyklisten et brud på venstre arm, skete ved Vestre Havnepromenade i Aalborg den 25. marts 2022.

llva har aktuelt 45 butikker rundt om i Danmark og Sverige og omsatte i 2020/21 for 1,7 mia. kr., hvilket gør virksomheden til en af de største møbelforretninger i landet.

Lars Larsen Group har endnu ikke meldt noget ud om en ny direktør for Ilva-kæden.

Fra koncernledelsen lyder meldingen til Finans, at der ikke er yderligere kommentarer til personale- og ansættelsesforhold. Heller ikke til bl.a. spørgsmålet om, hvorvidt ledelsen i Lars Larsen Group kendte til sagen, da Martin Hallund skiftede til jobbet som adm. direktør for Ilva for et år siden.

Wood Supply forsøger at få kommentarer fra Martin Hallund.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094