23948sdkhjf

Et æsel, en kamel og en flok aber går ind i en køkkenbutik

Eller faktisk bliver kamelen udenfor, når Invita Hillerød 1. september, fejrer 25-års jubilæum, men at der er lagt op til lidt af en abefest, kan der dårligt herske tvivl om.

Med jubilæumsfejringen markerer køkkenbutikken ikke alene 25 år i den sjællandske købstad men også et generationsskifte, idet Mads Bilø fremover står som eneejer af den forretning, hans far har drevet siden 1998.

Familieforetagendet går i arv

56-årige Lars Bilø begyndte sin karriere hos Invita for 34 år siden, og efter nogle ansættelsesforhold hos andre køkkenmærker vendte han tilbage til Invita og købte forretningen i Hillerød samt overtog forhandlingen af Invita i Helsinge. Sønnen Mads Bilø blev allerede, som 15-årig en del af dagligdagen i forretningen, og siden har den familiære duo drevet foretagendet i fællesskab.

– Det er med stor glæde og stolthed, at jeg nu overlader nøglerne og det fulde ejerskab af Invita Hillerød til min søn Mads. Han har i de seneste femten år taget aktiv del i både den daglige drift af forretningen og af de økonomiske forhold i virksomheden, og har i dag de bedste kompetencer til at drive familievirksomheden videre, udtaler Lars Bilø i en pressemeddelelse.

– Han kender branchen som sin egen bukselomme, og har som en del af overgangsfasen i løbet af de senere år overtaget den daglige kontakt til både medarbejdere og kunder. Endvidere har Mads fået Børsens Gazelle to gange. Jeg er derfor fuldstændig tryg ved at overlade roret til Mads, og er overbevist om, at han sammen med vores dygtige medarbejdere fortsat vil udvikle og styrke Invita Hillerød i de næste mange år, lyder det videre.

Mads Bilø har været en del af køkkenbranchen nærmest fra han kunne gå og haft sin daglige gang i familiens forretning under studierne på Handelsskolen. Han ser meget frem til nu at skulle videreføre familievirksomheden på egen hånd.

– Det er med en god portion ydmyghed, at jeg overtager det fulde ansvar for vores forretning efter min far, som jo har skabt en fantastisk god og solid forretning, som det er en stor ære for mig at videreføre, siger han.

Inviterer hele byen

Jubilæum og generationsskifte fejrer de to fredag den 1. september, og hele byen er inviteret til en dag, der bliver noget ud over det sædvanlige. Således byder dagen ikke alene på mere traditionelle indslag som jazzmusik og cocktails for de voksne gæster, men også muligheden for at møde æslet Pepe, der får lov at besøge selve butikken, mens kamelen Abu står klar udenfor til en ridetur.

– Det bliver en dag for både store og små. Den kendte saxofonist Benjamin Koppel spiller lækker jazzmusik, og er man heldig, kan man vinde en tur i en Ferrari. Vores mindste gæster kan glæde sig til et besøg af Monkey World’s levende aber og til at møde æslet Peppe og kamelen Abu fra Folk og Røvere i Kardemommeby, fortæller Mads Bilø.

Ligeledes er der mulighed for at dreje på et lykkehjul, der kan udløse præmier til en samlet værdi af 350.000 kr. doneret af sponsorer og samarbejdspartnere, og dagen igennem bydes der på mad og drikke til både børn og voksne. I forbindelse med fejringen har Invita Hillerød desuden oprettet en indsamling til Danske Hospitalsklovne og opfordrer til, at man i stedet for gaver donerer et beløb til Hospitalsklovnene.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094