23948sdkhjf

Træ-koncern overtager modulbygger

Scandi Byg bliver fremover en del af Nordic Wood Industries

Så er det officielt. 

MT Højgaard Holding A/S har netop indgået aftale om at sælge datterselskabet Scandi Byg A/S med base i Løgstør til Nordic Wood Industries A/S, fremgår det af fondsbørsmeddelelse. 

Salgsprisen ventes at blive i niveauet 30 mio. kr.

Parterne indgik tilbage i januar et forpligtende samarbejde, hvor Nordic Wood Industries fik option på at købe alle aktiviteter i Scandi Byg senest den 16. oktober 2023. Det er denne option, som Nordic Wood Industries altså nu har udnyttet.

Salget er betinget af de danske konkurrencemyndigheders godkendelse og ventes gennemført 31. december 2023.

Fastholder forventninger

Farvellet til Scandi Byg ændrer ifølge fondsbørsmeddelelsen ikke på MT Højgaard Holdings forventninger til 2023. Årsagen er, at "Scandi Byg rapporteres som ophørende aktivitet og således ikke indgår i koncernens omsætning og driftsresultat", fremgår det.

Forventningerne hos MT Højgaard Holding er en omsætning i niveauet 9-9,5 mia. kr. og et driftsresultat før særlige poster på 200-225 mio. kr.

- Vi er glade for at have indgået den endelige salgsaftale som forventet. For MT Højgaard Holding betyder salget, at vi nu kan fokusere alle kræfter på at udvikle vores velindtjenende danske bygge- og anlægsforretning og fortsætte den strategiske proces for de internationale aktiviteter. Scandi Byg får samtidig en langsigtet ejer, som kan sikre stabilitet og give medarbejderne de bedste betingelser for at udnytte mulighederne inden for bæredygtigt modulbyggeri, siger koncernchef Henrik Mielke.

Efter salget vil MT Højgaard Holding have fire 100 pct.-ejede forretningsenheder. Det gælder MT Højgaard Danmark, Enemærke & Petersen, MT Højgaard Property Development og MT Højgaard International.

Passer godt ind

Nordic Wood Industries tæller de træbaserede virksomheder Nviro, Palsgaard Spær, Lilleheden, Roust Element, Roust Spær, Bisco Binder, Skandach Holzindustrie og fremover altså også Scandi Byg.

Og koncerndirektør hos Nordic Wood Industries, Thomas Raunsbæk, ser frem til at byde selskabet og de godt 175 medarbejdere velkommen i træfamilien, hvor han mener, de passer godt ind.

- Som koncern fokuserer vi på at gøre det nemt for byggeriet at bruge træbaserede løsninger, og med Scandi Byg ombord ser vi en mulighed for at kunne tilbyde endnu mere komplette løsninger i et tæt samarbejde med koncernens andre selskaber, siger han i en pressemeddelelse. 

Han bakkes op af adm. direktør hos Scandi Byg, Torben Bloch Nielsen:

- Hos Scandi Byg glæder vi os over, at vi nu træder ind i en koncern, hvis primære fokus er træ og klimavenlige løsninger til byggeriet. Nordic Wood Industries har et tårnhøjt fokus på den grønne omstilling, og det matcher i høj grad Scandi Bygs ambitioner om at kunne levere klimavenlige modulløsninger. På den måde komplimenterer Scandi Byg og Nordic Wood Industries hinanden rigtig godt, og vi har jo allerede gode samarbejder med flere af koncernens selskaber, som vi nu kan udbygge i fremtiden og dermed skabe endnu stærkere synergier. 

Samarbejde fortsætter

Selvom Scandi Byg fremover bliver en del af Nordic Wood Industries, fortsætter samarbejdet med MT Højgaard Holding. 

Ifølge Thomas Raunsbæk vil MT Højgaard Holdning nemlig fortsat arbejde med leverancer fra Scandi Byg såvel som Nordic Wood Industries’ øvrige selskaber. 

- Det sker som led i MT Højgaard Holdnings fokus på at styrke den bæredygtige retning, lyder det. 

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.16