23948sdkhjf

Dobbelt rekordår: Nu henter møbelvirksomhed det meste på containerkunderne

Hos Hørsholm-baserede Dan-Form kan adm. direktør Sanne Protin konstatere, at de seneste års strategiske valg har båret frugt. Ifølge direktøren er det således kombinationen af et ændret strategisk fokus, der sammen med investeringer og tilgangen af nye kunder har sikret, at 2022 blev et rekordår på både top- og bundlinje.

– 2022 var et virkelig godt år for Dan-Form. Mange af de strategiske valg vi har taget over de sidste 5-7 år, er gået op i en højere enhed, og det er en fornøjelse at kunne fremvise et så flot årsregnskab, siger Sanne Protin i en pressemeddelelse.

DAN-FORM A/S
Regnskabsår 2022 2021 2020
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste 65,042 43,846 20,493
Resultat af primær drift 56,522 36,543 16,757
Resultat før skat 56,277 36,668 16,733
Årets resultat 43,946 28,587 13,051
Balancestatus 61,233 47,644 35,015
Egenkapital 54,997 39,639 29,051
Gns. antal ansatte 12 12 12
Kilde: CVR

Møbelvirksomheden, der har hovedsæde i Nordsjælland og produktion i Kina, kan i denne omgang bryste sig af et årsresultat på 56,3 mio. kr. før skat mod foregående års 36,7 mio. kr. Dan-Form oplyser ikke omsætning i årsrapporten, men bruttofortjenesten er i sammen ombæring vokset fra 43,8 mio. kr. i 2021 til 65 mio.

Øget fokus på nye kunder

Som eksempler på de strategiske valg, der nu bærer frugt, peger direktøren på en øget markedsføringsindsats med en B2B-webshop, nye IT-systemer og især et øget fokus på nye kunder uden for Europa.

– Vores salgsteam har gjort en fænomenal indsats i at opdyrke markeder uden for Europa. Vi har fået mange nye kunder, og salget til store, udenlandske kædekunder er steget eksplosivt – endda så meget at omkring 75 procent af omsætningen nu kommer fra de direkte containerkunder. Tidligere var majoriteten af vores salg til kunder, som fik leveret fra vores danske lager, fortæller Sanne Protin, der i 2014 overtog direktørstolen efter stifter Jørgen Mensen.

Det betyder dog ikke, at møbelvirksomheden har planer om at skære ned på det lagerførte sortiment, understreger hun.

– Vores lagerkunder vil altid udgøre en vigtig del af vores kundebase. De sætter pris på at vi lagerfører varerne, så de ikke er tvunget til at have en stor lagerbinding. Derfor har vi også investeret i et nyt lager i Skanderborg så vi mere effektivt kan servicere vores europæiske kunder. Og vi arbejder på snart at kunne tilbyde levering på 3-5 dage for vores B2B-kunder i Europa, afslører Sanne Protin.

Fyldte lagre og overvældende positivitet

Oven på rekordåret meddeler møbelvirksomheden, at der nu er taget hul på et mere afdæmpet 2023.

– Vi kan se at vores kunders lagre er fyldte og det har naturligvis haft en indflydelse på især vores europæiske salg, fortæller Sanne Protin, der dog fortsat oplever positive takter.

– Hvis vi ser på den modtagelse vores nyheder har fået på forårets messer, både af nye og eksisterende kunder, og de samtaler vi har haft med kunderne, er det en overvældende positivitet vi mødes med. Branchen virker til at se lyst på resten af året og især på 2024, og det gør vi naturligvis også, lyder det.

Virksomheden, der i 2020 kom på svenske hænder, da stifter Jørgen Mensen solgte størsteparten af sin aktiepost til investeringsselskabet Röko, har således ingen planer om at drosle ned for ambitionsniveauet, og der er et travlt efterår forude.

– Dan-Form har flere nye projekter i gang, mange nye kunder, som er på vej ind, og der er lagt i støbeskeen til et travlt 2. halvår af 2023, hvor vi deltager i møbelmesserne M.O.W i Tyskland, High Point i USA og Möbelmässan i Göteborg. Og selvfølgelig har vi altid gang i nye designs, som vil blive løbende introduceret. Så lur mig om ikke 2024 også bliver meget positivt for Dan-Form, lyder Sanne Protins forudsigelse.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109