23948sdkhjf

Vinduesfabrik opruster med køb af konkursbo

Med ny ejer i spidsen satser nordjyske Scandia Windows hårdt på et gennembrud for sine certificerede passivhusvinduer. Virksomheden har netop købt konkursramte HC Vinduer.
Ud med det specialiserede håndværk og ind med en decideret industriproduktion!

Det er strategien for Nils-Bo Riis og Jens Skibsted, nye ejere af Scandia-Windows i Ulsted, små 25 km. nordøst for Aalborg. De genstartede vinduesfabrikken efter en konkurs sidste forår og er nu i fuld gang med at etablere en ny virksomhed med et Darmstadt-certificeret passivvindue i Kebony-træ som hjørnesten.

- Der har været for meget håndværker over det. Nu skal fabrikken strømlignes. Vi skal producere vinduer med så få medarbejdere som overhovedet muligt, siger Nils-Bo Riis.

Med undtagelse af maleranlægget er de nye ejere af Scandia-Windows i gang med at udskifte hele den eksisterende maskinpark. Omdrejningspunkt for produktionen bliver fremover et super avanceret CNC-anlæg, som er købt ud af konkursboet efter en anden nordjysk vinduesproducent; HC Vinduer, der lukkede i november. Maskinen af mærket CMS har to hoveder; et fire akset og et fem akset, og håndterer samtlige komponenter i en komplet bearbejdning, så vinduet er klar til samling umiddelbart efter.

- Det er en fantastisk maskine med en høj grad af automatisering. Én mand kan lave 4-5 vinduer i timen, og det er så simpelt, at både du og jeg kan lave det. John Larsen ( tidl. Indehaver af HC Vinduer, red. ) havde set helt rigtigt med sin investering, men han nåede aldrig at få det fulde udbytte af maskinen, fortsætter Nils-Bo Riis, der har købt hele boet og ansat John Larsen til at betjene maskinen.

Lukkede midt i stor ordre
Hverken han eller Jens Skibsted har erfaring fra vinduesbranchen, og de havde da heller ikke regnet med at drive egen fabrik, da beslutningen om at investere i Scandia-Windows blev truffet tilbage i 2011:

- Vi kom ind som investor med henblik på et salg af virksomheden til en af de helt store vinduesproducenter. Det var en overgang meget tæt på, men processen trak ud, og handlen gik i vasken. Vi forsøgte herefter at tilpasse, men det var for sent. Vi havde allerede postet for mange penge i det og lukkede ned den 15. maj 2012, fortæller Nils-Bo Riis.

Da virksomheden gik konkurs, var man midtvejs i en stor ordre på godt 500 elementer til genopbygningen af Venstres Hus i Oslo. Ingen andre i branchen kunne levere Darmstadt-certificerede vinduer i Kebony-træ, og derfor indvilligede Nils-Bo Riis i at starte produktionen op igen for at gøre ordren færdig. Undervejs i den proces besluttede han alligevel at undersøge muligheden for at køre fabrikken videre på egen hånd:

- Én ting stod helt klart: Der kunne ikke tjenes penge på det gamle setup. Det grej, vi havde, var ikke gearet til industriproduktion, og omsætningen var alt for lav i forhold til de omkostninger, der var til produktionen. Rent teknologisk er der sket en enorm udvikling de senere år. Skulle man bygge en vinduesproduktion op fra bunden i dag, ville man vælge nogle helt andre løsninger, end dem jeg har set det sidste års tid, mener han.

Stort potentiale
Scandia Windows’ ”Ultra Low Energy Windows” – eller ”Unic A+”, som vinduerne hedder i dag – blev oprindeligt introduceret for fem år siden af det daværende Ulsted Vinduer og Døre som et alternativ til de indadgående tyske passivhus-vinduer. Med dokumenterede u-værdier på ned til 0,62 på den samlede vindueskonstruktion, var vinduet i 2011 det første i Norden til at opnå certificering hos Passivhus-instituttet i tyske Darmstadt.

Den oprindelige konstruktion med Kebony-træ og kork er siden ejerskiftet blevet ændret, så der i dag bruges PU-skum som isolator. Ifølge Nils-Bo Riis giver det en hurtigere produktion, og samtidig er energiprofilen forbedret, viser beregninger fra Dansk Passivhus Center. Næste skridt bliver en fornyelse af Darmstadt-certifikatet:

- Vi har ventet lidt, fordi vi allerede fra starten havde besluttet, at vi ikke ville lave vinduer, hvis ikke det lykkedes at finde det rigtige anlæg, forklarer Nils-Bo Riis, der har stor tiltro til, at kombinationen af Kebony-træ og lav U-værdi rummer et stort potentiale:

- De tidligere ejere har nok været en tand for ambitiøse og nogle år for tidligt ude. Der er ingen tvivl om, at det er et rigtig godt produkt, men markedet har ikke været klar til alt det med super lavenergi og u-værdier, vurderer han.

15-20 ansatte om tre år
Målet for Scandia Windows er i første omgang at byde ind på større projekter i Danmark og Norge, og Nils-Bo Riis understreger, at ambitionerne rækker meget længere end udskiftning af vinduer på sommerhuse i lokalområdet. Når det nye anlæg kommer op at køre i løbet af et par uger, skal virksomheden for alvor ud af starthullerne, og i løbet af de næste tre år er ambitionen at nå op på 15-20 ansatte.

- Vi starter i etholds skift. Bliver der meget at lave, vil vi køre med treholds. Kan vi ikke følge med, må vi investere i en maskine mere. Vi har ikke startet det her op for bare at udskifte vinduer på sommerhuse i lokalområdet, siger han med et smil.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141