23948sdkhjf

Døren åbnet for en massiv satsning på en sandwich

O.H. Industri A/S i Ikast er blevet en del af VKR Gruppen og investerer 20 mio. kroner i intensiveret produktudvikling og øget produktionskapacitet.
Tekst: Kaj Hansen, Træ & Industri, december 2005

O.H. Industri A/S i Ikast er blevet en del af VKR Gruppen og investerer 20 mio. kroner i intensiveret produktudvikling og øget produktionskapacitet.

Inden for de næste par år vil stort set samtlige vindues- og dørproducenter i Danmark kunne præsentere forbedringer i sortimentet af facadedøre.

En forudsigelse af denne art vil normalt blive karakteriseret som sort snak fra en gammel spåkone. Men i dette tilfælde er det fakta.

Sagen er nemlig den, at O.H. Industri A/S i Ikast er blevet en del af VKR Gruppen og nu investerer 20 mio. kroner i intensiveret produktudvikling og øget produktionskapacitet.

Og da O.H. Industri i dag er underleverandør af isolerede pladedøre og fyldinger til stort set samtlige vindues- og dørproducenter i Danmark, vil alle de nye investeringer og tiltag på fabrikken i Ikast relativt hurtigt kunne slå igennem som produktforbedringer på de færdige facadedøre til forbrugerne.

9 ud af 10 pladedøre fra danske producenter er i dag fremstillet på basis af sandwich-konstruktionen fra Ikast.

Helt konkret har O.H. Industri taget en ny produktionshal på 3.000 kvm i brug og foretaget et teknologisk spring i kraft af investeringen i en ny robotcelle og andet moderne produktionsudstyr. Fra 1. januar 2006 vil dørplader og fyldinger fremstilles i hver sin produktionsenhed, og alle disse tiltag vil tilsammen give nye kundefordele i form af større forsyningssikkerhed og ultrakorte leveringstider.

Samtidig er produktudviklingen intensiveret betydeligt, og inden for det kommende år vil O.H. Industri kunne præsentere en række spændende produktnyheder, som vil kunne forbedre indtjeningsgrundlaget for alle producenter i vindues- og dørindustrien.

Et sidste og meget vigtigt nyt tiltag er, at der er ansat en salgschef, som skal fungere som konsulent og styrke dialogen med kunderne.

Han skal således give en grundig rådgivning om alle de tekniske muligheder, som O.H. Industri har for at lave kundespecifikke løsninger, der kan bidrage til at videreudvikle kundens produktsortiment og identitet.

- Vi har altid været en meget velkonsolideret virksomhed og har haft en rigtig god position på markedet. Men med det nye ejerskab har vi fået alle de nødvendige tekniske og økonomiske ressourcer til at blive en endnu bedre og mere attraktiv og innovativ samarbejdspartner for samtlige producenter af facadedøre i hele landet, fortæller direktør Lars Hvergel fra O.H. Industri.

- Alle vore nye investeringer er et klar signal til markedet om, at vi også er her om 10 og 20 år, og at vi vil gøre alt for at leve op til vores mission, som er at styrke konkurrenceevnen hos alle producenter af facadedøre i Danmark, slutter Lars Hvergel.

O.H. Industris historie daterer sig tilbage til 1980, hvor Ove Hvergel påbegyndte en produktion af fyldinger og dørplader.

Siden da har virksomheden oparbejdet en position som hovedleverandør til langt de fleste vindues- og dørfabrikker i Danmark samt til en lang række enkeltkunder i Norge, Island og Estland.

Virksomheden beskæftiger i dag 70 medarbejdere.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094