23948sdkhjf

Flere certificerede træfiberplader, tak!

Køkken- og møbelproducenter efterspørger i stigende grad FSC-certificerede træfiberplader til deres produktion.
Træfiberplader som spån og MDF bliver brugt i store mængder til f.eks. at producere køkkener og møbler til forbrugere over hele verden.

Kingfisher, Nobia Danmark og OTTO Group har sammen med FSC Danmark deltaget i den verdensomspændende kampagne ”Change Our Fiberboards”, som startede i 2012 og havde sin afslutning den 1. marts i år. Frem til denne dato kunne branchens virksomheder registrere deres behov for certificerede træfiberplader for på denne måde at kunne vise skovejere og pladeproducenter, at der eksisterer en reel efterspørgsel. Se resultaterne sidst i artiklen.

Læs også: Til kamp for flere certificerede møbler

Stort forretnigspotentiale på certificerede plader
Siden november 2012 har 53 virksomheder fra hele Europa deltaget i kampagnen og i alt registreret 482 behov for forskellige typer af FSC-certificerede træfiberplader. Konklusionen er dermed, at efterspørgslen på FSC-certificerede træfiberplader er stor, og forretningspotentialet for at producere flere certificerede træfiberplader og råmaterialer til træfiberplader er derfor væsentlig.

- Kampagnen viser en anden side af FSC’s arbejde, nemlig at vi understøtter de FSC-certificerede virksomheders ønske om at rykke markedet for FSC, og at vi kan være en platform for dialog imellem forskellige typer virksomheder. FSC Danmark igangsatte kampagnen, fordi vi oplevede, at flere af vores medlemmer efterspurgte FSC-certificerede træfiberplader. Kampagnen har bekræftet denne efterspørgsel, og viser at der er et klart forretningspotentiale for FSC-certificerede træfiberplader i Europa. Vi håber derfor, at de konkrete tal kan skabe motivation i retning af FSC til gavn for skove og FSC-virksomheder, fortæller kommunikationsansvarlig hos FSC Danmark, Ida Rehnström.

Sammen med virksomhederne håber FSC, at rapporten og resultaterne vil øge bevidstheden om det forretningspotentiale, der er for certificerede materialer, og i det lange løb øge arealet af de FSC-certificerede skovområder.

Kampagnens resultater
40 % af alle registreringerne viser et behov for mere end 500 kubikmeter årligt, hvilket var den højeste kategori. 39 % af registreringerne viser, at virksomheder er villige til at betale mere for FSC certificerede træfiberplader. Hele 25 % af registreringerne er villige til at betale 2-10 % mere for den valgte type træfiberplade, mens 2 % er villig til at betale mere end 10 % ekstra for FSC-certificerede træfiberplader. MDF er den mest efterspurgte type træfiberplade med 159 registreringer (inklusiv underkategorier af MDF).

Find hele rapporten på www.changeourfiberboards.com.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094