23948sdkhjf

0305 TEMA: Træbeskyttelse med papiraffald

Artikel i Træ og Industri Marts 2005
Af Forskningsprofessor Claus Feldby, Landbohøjskolen

Forskerne på Landbohøjskolen leder efter det mest geniale træbeskyttelsesmiddel man kan tænke sig: Et stof baseret på en af træets egne byggesten, stoffet lignin. Hvis det lykkes får vi en imprægneringsmetode uden miljø- eller sundhedsproblemer.

Hidtil har man beskyttet træet med kemiske beskyttelsesmidler. Forskerne vil ved hjælp af enzymer binde ligninen til træets celler.

Lignin er meget dyrt at fremstille kunstig, men papirindustiren har masser af lignin som affald på produktionen, så her håber forskerne af finde naturens eget imprægneringsmiddel.

Hvis det lykkes, er fordelene store

Træ beskyttet med ligninbaserede stoffer kan brændes uden forurening
Lignin fås i hundrede af millioner tons til billige penge – det er et overskudsprodukt fra papirindustrien.
Naturens egen træbeskyttelse
Det er et ældgammelt problem der bliver angrebet på en ny måde:

Her tester man om svampene kan nedbryde det træ man har "imprægneret" med lignin. Træet bliver lagt på et substrat (det brune) og podet med trænedbrydende svampe.

Træ er sårbart udendørs. Det kan blive spist af svampe og dyr eller blive nedbrudt af sol, vind og vand.

Hidtil Kemiske beskyttelsesmidler
Derfor skal træets beskyttes, men de kemiske beskyttelsesmidler har hidtil især været baseret på metaller som chrom, kobber eller arsen. Stoffer som ikke er gode at få ud i miljøet. Og snart bliver de alle ulovlige at bruge.

Naturlige kernestoffer
Nogle træer har selv udviklet en naturlig og meget effektiv kemi til sin beskyttelse. Fx er eg langt mere hårdfør overfor fx svampe end gran eller fyr.

Det er særlige stoffer i midten af træet (derfor kaldet kernestoffer) som kan hæmme og dræbe svampe. Kernestofferne har mange navne, fx lignaner, ekstraktiver, polyphenoler og terpener. Fælles for dem er at de alle indeholder phenoler, dvs ringformede molekyler af 6 kulstofatomer.

Forskernes ide er derfor at finde stoffer som ligner de mest effektive kernestoffer. Og dernæst at finde en måde at sætte disse stoffer fast i træet.

Hvor langt er man nået ?
Det går rigtig godt med at få kunstige kernestoffer til at sidde fast i træet. Og effekten er der: Større bestandighed af det behandlede træ.

Enzymer løser problemet
Der bruges enzymer til dette kunststykke. Enzymer er proteiner som indgår i alle biokemiske processer, både hos planter og dyr. Nogle enzymer i træ sørger for at krydsbinde træets celler – og det er lykkedes at få enzymerne til også at krydsbinde kunstige kernestoffer til træets celler. Det er altså også et forsøg på at stjæle naturens egne redskaber.

Metoden afprøves på forskellige træarter. Klodserne her testes for hvor meget fugt de optager.

Man kan også genskabe selve de mest aktive kernestoffer (fx lignaner) kunstigt i laboratoriet. Men det ville være dyrt, meget dyrt, at gøre det i stor skala.

Derfor leder forskerne på KVL nu efter billige alternativer, og her er træernes lignin som udskilles under papirproduktion en god mulighed. Der er mange hundrede millioner tons til rådighed, og finder forskerne den rette måde at bruge ligninen på, vil metoden være konkurrencedygtig med de nu kendte træbeskyttelsesmidler.

Kan denne træbeskyttelse være skadelig?
Denne træbeskyttelse er giftig overfor de svampe der prøver at spise træet. Det er meningen med al træbeskyttelse.

Men ellers er der ingen miljø- eller sundhedsproblemer ved metoden. Det beskyttede træ indeholder kun stoffer som i forvejen findes i træ. Derfor kan træet brændes som affald, og energien kan derved udnyttes. Og hvis træet blot får lov at rådne, vil det - om end langsomt - blive nedbrudt uden at forurene omgivelserne.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082