Læder har lavere aftryk end før antaget
Læder har længe været anset for at være et klimabelastende produkt. Men en nylig Life Cycle Assessment (LCA) på 1 M² læder fra Sørensen Læder viser nu et andet billede – nemlig at læder har et betydeligt lavere CO2e-aftryk end branchefolk tidligere har antaget.
”Hos Sørensen Læder oplever vi en øget efterspørgsel på dokumentation af CO2-udledningen på vores produkter. Efterspørgslen kommer både fra den internationale møbelbranche og fra anerkendte tegnestuer. Vi har derfor arbejdet intenst gennem de sidste 18 måneder på at komme i mål med en Life Cycle Assessment (LCA), som konkretiserer mængden af carbon footprint på vores læder,” fortæller CEO & Partner i Sørensen Læder, Louise V. Sørensen.
1 M² Sørensen-læder svarer til 8,7 kg. CO2e
I LCA’en er Sørensen Læders kulstofaftryk dokumenteret og verificeret: 1 M² Sørensen-læder svarer til 8,7 kg. CO2e, baseret på et gennemsnit på tværs af alle virksomhedens læderkollektioner.
Undersøgelsen omfatter scenarier svarende til læders brugsperiode på henholdsvis 5 år, 10 år og 25 år. Ved 5 års brug af læderet, reduceres udledningen til 1,7 CO2e. Efter 10 år falder udledningerne yderligere til 0,87 CO2e. Og over en levetid på 25 år fortsætter læderet med at minimere sin miljøpåvirkning ved blot at udlede 0,35 CO2e.
Læder er et langtidsholdbart materiale
Resultaterne af LCA’en påviser altså, at den miljømæssige gevinst ligger i læderets lange holdbarhed – en egenskab, som Sørensen Læder har været vidne til over årene, men nu endeligt har fået bekræftet.
”Vi er glade for resultaterne, fordi de viser med udgangspunkt i data, at læder har et betydeligt lavere aftryk end mange i branchen tidligere har antaget. Særlig betydningsfuldt bliver det jo, når man begynder at sammenligne læder med alternative materialer, der også anvendes til møbelpolstring,” siger Louise V. Sørensen.
Sørensen Læders LCA er udarbejdet af rådgivningsvirksomheden Energy Solutions i overensstemmelse med den internationale ISO-standard 14067:2018 og verificeret af en uafhængig tredjepart.
Læs mere på sorensenleather.com