23948sdkhjf

Gennem krisen uden røde tal

Wega Vinduer har for alvor fundet melodien efter et ejerskifte og styrer mod overskud for femte år i træk. Hvad er hemmeligheden? Wood Supply har spurgt en af ejerne.
Fabriksdirektør Kurt Sohn og produktionschef Claus Falkenberg var ikke længe om at slå til, da muligheden for at overtage Wega Vinduer bød sig for snart fire år siden.

Ønsket om at drive egen virksomhed havde længe været stort, og end ikke en finanskrise kunne derfor afskrække de to ledende medarbejdere, som officielt tog over efter Eurodan Huse den 1. maj 2009.

- Vi startede op, mens krisen var allerværst, men vi hænger pænt på, og det er vi glade for. Vi har en sund virksomhed med en fornuftig positiv vækst, fortæller Kurt Sohn til Wood Supply.

De første tre regnskabsår gav et samlet overskud på 2,845 mio. kr. efter skat, og i det endnu ikke offentliggjorte 2012-regnskab er det igen lykkedes at sætte sorte tal på bundlinjen. Senest er Wega Vinduer kommet godt ud af starthullerne i 2013, hvor kapaciteten er øget med 20 procent, og hvor der aktuelt søges efter en intern sælger og en tekniker til at supplere den 30 mand store medarbejderstab.

Kunden i centrum
Men hvad er årsagen til, at den nordvestjyske vinduesproducent er gået frem i en periode, hvor branchens samlede omsætning er faldet med mere end 25 procent?

Ifølge Kurt Sohn handler det om, at Wega Vinduer fra begyndelsen har satset på at drive virksomhed efter gode, gamle dyder, hvor det er de personlige relationer til kunden, der er i centrum:

- Vi har ingen flot hjemmeside eller en webshop, hvor du kan bestille vinduer med få klik på musen. Wega er en ’old school’ virksomhed, der tror på, at vejen frem går gennem personlig involvering. Mange har forsøgt at ensrette og effektivisere, men som mindre virksomhed oplever vi, hvor stor værdi det har at sætte sig ind i, hvad der er vigtigt for den enkelte kunde. Det kan lyde som en kliché, men alle har det vanskeligt i disse år, og vi må hjælpe hinanden med at nå i mål, for ingen kan klare det alene, forklarer Kurt Sohn.

Stor ordre afleveret på rekordtid
Et godt eksempel på dette er Wegas samarbejde med entreprenøren Jeudan, som før jul fik meget travlt med en større ombygning af en ejendom på Oslo Plads i København på grund af udvidelsen af den københavnske metro.

I løbet af blot fire uger lykkedes det at producere og montere en omfattende ordre på op mod 300 elementer. Jeudan fik lukket facaden i tide, og den fremtrædende bygning står nu færdig med store buede lavenergi dannebrogsvinduer, der matcher ejendommens fashionable herskabslejligheder:

- Det er sådan noget, man går ind i, fordi det er en god kunde, som vi har kendt i mange år. Vi arbejdede nærmest døgnet rundt i den periode, så Jeudan kunne få lukket af, fortæller Kurt Sohn.

Produktudvikling og nye maskiner
Relationer gør det naturligvis ikke alene. Som de fleste andre i branchen har Wega Vinduer brugt mange ressourcer på produktudvikling for at leve op til de skærpede krav i Bygningsreglementet:

- Det er vigtigt at være omstillingsparat. Der er sket en enorm udvikling i branchen, der har udviklet vindues- og dørtyper, som vi for bare 10 år siden ikke drømte om, at vi skulle lave. Hos Wega har vi fra starten haft fokus på lavenergi og udviklet produkter, der rækker forbi 2020-kravene. Det er naturligvis også en af årsagerne til vores fremgang, siger Kurt Sohn.

Med sorte tal på bundlinjen har det også været muligt at investere i produktionen, hvor et nyt bearbejdningscenter i princippet gør Wega i stand til at operere med leveringstider på ned til en uge. Selvom der er tale om højteknologisk udstyr med en høj automatiseringsgrad har virksomheden formået at bibeholde og endda udvide medarbejderstaben – dels ved at placere folk andre steder og dels ved at udvide produktionen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109