23948sdkhjf

Kan møbelbranchen speeddate?

Når Bella Centers nye møbel- og interiørmesse åbner dørene til august, bliver det med muligheden for at prøve kræfter med speeddating på tværs af landegrænser.
DesignTrade Copenhagen er navnet på Bella Centers nye satsning inden for fagmesser, og målet er at skabe en international begivenhed for alle, der efterspørger de nyeste produkter, trends og viden inden for design og interiør.

For at styrke messens internationale udsyn er DesignTrade gået sammen med Eksportrådet og kan på den baggrund præsentere et internationalt speeddating-arrangement for både udstillere og besøgende under messen i slutningen af august.

- Design- og møbelbranchen i Danmark er kendetegnet ved en lang række små og mindre designvirksomheder. Det kræver en særlig indsats for at eksportere mere til vores nærmarkeder og samtidig forfølge mulighederne på nye vækstmarkeder. Det kan dog ofte være svært for en mindre virksomhed at slå igennem på et oversøisk marked. Danmark har derfor behov for en international designmesse, hvis vi vil forblive en designnation, forklarer Global Sector Manager Klaus I. Hell om baggrunden for, at Eksportrådet har valgt at indlede partnerskab med DesignTrade.

Eksportrådet er den del af Udenrigsministeriet, som hjælper private virksomheder med blandt andet partnersøgninger, fælles eksportfremstød, delegationsbesøg og pressearrangementer, og ved speeddating-arrangementet vil ca. 20 af eksportrådets sektoreksperter være til stede for at give råd og vejledning til messens deltagere.

Design på dagsordenen
Den første udgave af DesignTrade afholdes i dagene 28.-30. august 2013, og blandt udstillerne er Mogens Olesen A/S, der har valgt at bakke op i håbet om at etablere nye kontakter til de nære eksportmarkeder:

- Som møbelproducent glæder vi os over, at der atter er kommet en ambitiøs og international salgsplatform i København med DesignTrade Copenhagen, og vi ønsker med vores deltagelse at åbne døren til interessante samarbejdspartnere fra Sverige, Norge, Polen og de baltiske lande, siger administrerende direktør Nils Knudsen.

Også hos brancheorganisationen Danish Design Association ser man potentiale i messen, der kan blive et aktiv i bestræbelserne på at synliggøre den danske designbranche:

- I Danish Design Association synes vi, at det er vigtigt, at design kommer mere på dagsordenen, da det styrker vækst og konkurrencekraft. Derfor er DesignTrade Copenhagen et initiativ, som vi gerne ser udvikle sig til en international begivenhed. Vi ønsker at være en del af messen, fordi det giver os en mulighed for at præsentere designs potentiale til både offentlige og private virksomheder, den brede offentlighed og til medierne, siger DDA-direktør Gitte Just.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094