Et særdeles begivenhedsrigt regnskabsår er afsluttet hos kontormøbelleverandøren Scan Office, der netop har præsenteret et resultat på hele 15,5 mio. kr. før skat for perioden 1. september 2011-31. august 2012.
Virksomheden, der har hovedkontor i Esbjerg, var for få år siden på randen af konkurs, men en succesfuld turnaround har vendt udviklingen. Et forkortet 2011-regnskab gav
et overskud på 3,6 mio. kr.før skat, og det er altså nu fulgt op med et 2012-resultat, som er mere end firedoblet.
- Med de resultater, der er skabt igennem de sidste år er der for mig ingen tvivl om, at der er en selvstændig plads i markedet til Scan Office, siger administrerende direktør Finn V. Nielsen, der købte sig ind som hovedaktionær i marts måned i år, da
den daglige ledelse overtog ejerskabetaf Scan Office. Han havde indtil da været bestyrelsesformand og konsulent, men med ejerskiftet overtog han i stedet direktørposten i virksomheden.
Ifølge Finn V. Nielsen er det solide overskud blandt andet skabt på baggrund af en øget omsætning, der er 12 procent højere end det seneste 12-måneders regnskab fra 2010. Scan Office omsatte i 2011/12 for 387 mio. kr., og begge af virksomhedens divisioner – henholdsvis kontormøbler og kontorartikler – har bidraget til fremgangen.
- Ambitionerne for divisionerne er at være blandt de to bedst indtjenende virksomheder i hver sin branche i Danmark samt være et dansk alternativ til de store udenlandske udbydere på det danske marked, forklarer Finn V. Nielsen, som i bestræbelserne på at forbedre indtjeningen har gennemført flere tiltag.
I foråret offentliggjorde Scan Office således, at man havde besluttet at nedlægge møbelaktiviteterne i Aarhus og Kolding og i stedet
samle kræfternepå en ny adresse i Horsens. I september måned fulgte virksomheden op med
et køb af kontorindretningsfirmaet Movement, som blandt andet samarbejder med møbelgiganten Steelcase. Med opkøbet har Scan Office flyttet sin afdeling i Vallensbæk til Herlev, hvor Movement har til huse.
Udviklingen i 2011/12 sammenlignet med regnskabsåret 2010
Omsætning | +12 procent (41 mio. kr.) |
Dækningsbidrag | +10 procent (+12 mio. kr.) |
Kontante omkostninger | -8 procent (-10 mio. kr.) |
EBITDA | +22 mio. kr. |
Balance | -29 procent (-44 mio. kr.) |
Rentebærende gæld | -97 mio. kr (heraf 44 mio. kr. fra drift og 53 mio. kr. fra kapitalforhøjelse) |