23948sdkhjf

Carl Hansen & Søn-direktør om opkøb: Vi kigger konstant efter de bedste

Med opkøbet af AP Møbelpolstring i Horsens har klassikerproducenten Carl Hansen & Søn fået lige det, de stod og manglede.

Det fortæller adm. direktør Knud Erik Hansen til Horsens Folkeblad.

– Vi har også polsterafdeling på Fyn, men vi har brug for endnu mere kapacitet, så vi kigger konstant efter de bedste håndværkere inden for polstring af møbler. Her var lige, hvad vi manglede. Vi har kendt AP Møbelpolstring i lang tid og ved, at her er både dygtige mennesker og fine bygninger, så da muligheden for overtagelse blev aktuel, var vi ikke i tvivl om, at det var det rigtige, siger Knud Erik Hansen.

Carl Hansen & Søn overtog værkstedet og de ti ansatte 1. oktober, og ifølge direktøren kommer de fremover til at arbejde med både produktudvikling og produktion af virksomhedens polstermøbler samt egne reparationer og ompolstringer. Knud Erik Hansen udelukker ikke, at der med tiden kan komme flere på holdet, men han peger på, at møbelpolstrere er en mangelvare, og netop derfor sætter han pris på at kunne overtage et veletableret værksted fremfor at skulle starte et nyt.

Ingen nem beslutning

AP Møbelpolstring blev grundlagt i 2005 af Peder Raagaard Hansen og Anders Bonneman, der siden har ejet virksomheden 50/50. Grundet længerevarende sygdom hos Anders Bonneman, der har haft rollen som direktør, har de to valgt at sælge, men ifølge Peder Raagaard Hansen var det ingen nem beslutning.

– Det er en virksomhed, vi har haft i over 15 år, og som har kørt bedre og bedre år for år, så det har selvfølgelig ikke været nemt, fortalte medstifter Peder Raagaard Hansen i september til Wood Supply.

Her kunne han også berette, at flere havde vist interesse for forretningen eller dele af den, og når det nu skulle være, var salget til Carl Hansen & Søn ifølge medstifteren den bedste løsning.

 – Det er en virksomhed, der har en fantastisk indstilling til dansk kvalitetshåndværk og dansk produktion af møbler, og alle vores dygtige ansatte har sagt ja til at fortsætte og glæder sig meget til at blive en del af en rigtig spændende virksomhed, lød det.

AP Møbelpolstring Horsens kom ud af regnskabsåret 2020 med en bruttofortjeneste på 4,2 mio. kr. og et overskud på 955.000 kr. Parterne er enige om ikke at oplyse salgsprisen.

AP Møbelpolstring har desuden afdelinger i København og Aalborg. Her fortsætter aktiviteten upåvirket af salget. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11