23948sdkhjf

Carl Hansen & Søn-direktør sikrer pensionen med ekstraordinært udbytte

Hos Carl Hansen & Søn har udbyttebetalingerne de seneste mange år været præget af mådehold.

Ifølge Børsen er der de seneste ti år samlet taget et udbytte på 5,5 mio. kr., men nu har Knud Erik Hansen, tredje generation og adm. direktør på den fynske møbelfabrik, sammen med sin kone Inger Marie Hansen valgt at tage et ekstraordinært stort udbytte på 30 mio. kr.

– Vi har taget et ekstraordinært udbytte, som jeg har betalt skat af, og så har vi sat pengene tilbage ind i virksomheden. Uanset hvad der sker, så har vi en buffer der til vores pension. Der står en kapital, som kan mobiliseres på meget kort tid, fortæller Knud Erik Hansen til avisen.

Næste generation står klar

Udbyttet tager ægteparret oven på et rekordår, der mere end fordoblede bundlinjen hos klassikerproducenten, og det sker desuden i forbindelse med det juridiske generationsskifte, Carl Hansen & Søn gennemførte i december.

Her blev 75 pct. af den familieejede virksomhed overdraget til Morten Hai van Bui Hansen, der er yngste søn af den nuværende direktør. Det varer dog endnu lidt, før næste generation er klar til at overtage kaptajnskasketten. Ifølge Børsen skal han i første omgang færdiggøre sin universitetsuddannelse og derefter til Singapore for at arbejde.

– Min hustru og jeg vil fortsætte ved roret i Carl Hansen & Søn i en årrække endnu, men med generationsskiftet er vi godt klædt på til fremtiden. Vi er overbeviste om, at når dagen kommer, hvor vor søn skal overtage ledelsen, har han alt, hvad der kræves af en god leder for at kunne forsætte den daglige drift af virksomheden samt, at han vil formå at fortsætte den vækstrejse, Carl Hansen & Søn har været på i de sidste mange år, lød det i december fra Knud Erik Hansen.  

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095