23948sdkhjf

Køkkenproducent går fra rødt til sort med hop på 30 millioner

En voldsom opgradering af distributionsnettet og et farvel til fladpakkede møbler har godt hjulpet på vej af det coronafremkaldte fokus på hjemmet sendt køkkenproducenten Designas bundlinje på himmelfart.

Resultatet, der i 2019 lød på minus 25 mio. kr. før skat, er vokset til et plus på 8 mio., mens driftsindtjeningen voksede fra 10 skæve til 17 gode millioner.

– På trods af at det selvfølgelig har været et rigtig hårdt år, har det på mange måder været positivt for os, der fremstiller køkkener, møbler og andre ting til hjemmet, lyder det fra adm. direktør Erik Høj, der således medgiver, at det gode resultat i nogen grad er hjulpet på vej af den køkkenkøbslyst, der fulgte i coronaens kølvand.

Men der findes flere forklaring på den Kjellerup-baserede køkkenproducents eksplosive fremgang.

– Det er også resultatet af, at vi for to år siden valgte at udfase de fladpakkede møbler, hvilket har medført, at fabrikken er blevet langt mere effektiv, ligesom vi har skåret forhandlernettet til, åbnet nye flagship-butikker på vigtige steder i både Danmark og Norge og satset på de selvstændige forhandlere, forklarer Erik Høj.

Da han for seks år siden satte sig i direktørstolen hos Designa, drev køkkenproducenten 20 egne butikker. I dag er én tilbage.

–  Resultatet er således også kulminationen på flere års lange, seje træk og nogle svære fravalg, men det er blevet tydeligt, at det er de rigtige valg, vi har truffet, lyder Erik Højs vurdering.

Har – vist nok – taget markedsandele

Designa er langt fra den eneste køkkenproducent, der efter forårets nedlukning oplevede, at køkkenerne blev langet over disken med fornyet fart.

Med en omsætningsvækst på 25 pct. målt på hele forretningen og hele 34 pct. i de danske butikker alene vurderer direktøren dog, at det er gået lidt stærkere for lige netop hans forretning.

– Jeg kan selvfølgelig ikke sige det med sikkerhed, men det er min vurdering og fornemmelse, at vi også har taget lidt markedsandele i årets løb, siger han med en vis jysk beskedenhed.

Og end ikke den tvangslukning af de 25 danske butikker, man nu igen må finde sig i, har kunnet punktere fremgangen.

– Vi har lige lukket bøgerne på januar, som blev bedre end januar i 2020, fortæller Erik Høj, der understreger, at man skal passe på med at drage konklusioner baseret på en enkelt måned.

– Men vi har en rigtig god ordrebog, og vi har stadig stor aktivitet, fortæller Designa-direktøren.

Flere kontrakter i kikkerten

Det er således med høj fart i sålerne og et genvakt gåpåmod, køkkenproducenten, der i 2016 blev genrejst efter en konkurs, fortsætter ind i 2021.

– Vi har reduceret kompleksiteten hele vejen rundt i værdikæden og øget den samlede lønsomhed, så vi nu står med en stærk platform til den fremtidige vækst, lyder det fra Erik Høj.

Ifølge ham skal de kommende år blandt andet bruges på at styrke den position på kontrakt- og erhvervsmarkedet, hvor virksomheden de seneste år har øget aktiviteterne.

– Sammenlignet med de store spillere, er vi stadig relativ små på det felt, men vi er godt på vej og vil gerne accelerere yderligere de næste år, hvilket vi med den igangværende og kommende renovering af boligmassen ser gode muligheder for, forklarer han.

På lidt kortere sigt fremhæver Erik Høj, at der måske kan blive plads til en enkelt ny butik i Danmark, mens direktøren også ser frem til lanceringen af forårets produktnyheder.

– Og så står butikken i Vejle overfor en renovering, så den bliver i absolut topklasse, mens butikken i Odense til sommer får en ny placering og bliver en af vores flagskibsbutikker, fortæller Designa-direktøren om fremtidsplanerne.

Designa A/S
mio. kr. 2020 2019
Bruttofortjeneste 73,4 51,6
Driftsresultat 9,9 - 16,8
Resultat før skat 8,0 - 24,8
Årets resultat 6,6 - 20,9
Balancesum 119,0 118,0
Egenkapital 2,5 - 11,6
Gns. antal ansatte 118 134
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2020.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.187