23948sdkhjf

Kontormøbel-leverandører finder nyt guldæg i coronaens kølvand

Oven på en coronakrise, der gjorde ondt på mange af landets kontormøbelleverandører, har der nu vist sig nye muligheder. I takt med at stadig flere virksomheder har sendt de ansatte hjem at arbejde, er der kommet stigende fokus på indretning af hjemmearbejdspladser, og det har givet udslag i ordrebøgerne hos en række danske kontraktleverandører.

– Vi så det allerede i foråret under den første nedlukning, hvorefter det kølnede lidt af, men i de sidste tre måneder af 2020 har vi solgt rigtig mange hjemmearbejdspladser til både private virksomheder og det offentlige, fortæller Henrik Holmris, adm. direktør hos Holmris B8.

Hos Fumac i vestjyske Vinderup bekræfter adm. direktør Per Susgård tendensen.

– Vi kan godt mærke en stigende forespørgsel på hjemmearbejdspladser, fortæller han uden dog at ville sætte tal på den omtalte stigning.

Flere store ordre

Hos Holmris B8 har tendensen blandt andet kastet en ordre på 1.000 hjemmearbejdspladser til et stort energiselskab af sig, og landets største kontormøbelproducent Scanoffice kunne tidligere på ugen berette til DR, at virksomheden har solgt 1.100 hjemmearbejdspladser til Ørsted.

Også hos Skive-baserede Dencon genkender man tendensen.

– Vi har haft en voldsom stigning i omsætning, og derfor søger vi også folk med arme og ben. Vi har taget mange folk ind, og vi tager flere folk ind, for det er vi nødt til for at efterleve efterspørgslen. Det er en optur og en optur, som vi ikke kan huske, der har været inden for de seneste år, sagde adm. direktør Henrik Søgaard Feld tidligere på ugen til DR.

En ny normal?

Fumac-direktør Per Susgaard vil nødigt spå om, hvorvidt tendensen varer ved, men han peger på, at mange virksomheder under coronakrisen har fået øjnene op for gevinsterne ved en øget fleksibilitet. 

Og hos Holmris B8 forventer man ikke, at markedet for hjemmearbejdspladser blomstrer af lige med det første.

– Jeg tror bestemt, det fortsætter – måske ikke i helt så højt et gear, men jeg tror, at hjemmearbejdspladser på længere sigt bliver lige så normalt som at have en internetopkobling eller et avisabonnoment på firmaets regning, lyder vurderingen fra Holmris B8-direktøren, der glæder sig over den nye forretningsgren.

Han medgiver dog, at der også har været udfordringer forbundet med udviklingen.

– Vi er jo vant til at levere et sted, så når 1.000 arbejdspladser skal leveres til 1.000 forskellige hjem, så kræver det selvfølgelig en helt anden logistik. Vi skal også være opmærksomme på, at der naturligt nok er bedre plads til et stort skrivebord i en villa i Bjerringbro end i en 3-værelses lejlighed i Århus eller København, og i den forbindelse gør vi også meget ud af at rådgive arbejdspladserne om den bedste løsning, fortæller Henrik Holmris.

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094