23948sdkhjf

Designvirksomhed solgt til tidligere Muuto-ejer

Ferm Living, der siden 2016 har været ejet af den belgiske kapitalfond Vendis Capital, er nu kommet på nye, danske hænder.

Det er investeringsselskabet Maj Invest Equity, der har overtaget aktiemajoriteten i selskabet, som Trine Andersen grundlagde i 2006, og hvis produkter i dag forhandles i mere end 60 lande.

–  Ferm Living er vokset sig til et stærkt og internationalt designbrand med et stort community af følgere. Vi er enormt glade og stolte over at kunne fortsætte med at udvikle den virksomhed, som vi sammen med vores fantastiske kollegaer har skabt, udtaler stifteren i en pressemeddelelse.

Stifter fortsat medejer

Trine Andersen indkasserede ifølge Børsen et trecifret millionbeløb på salget i 2016, men hun beholdt en ejerandel på 30 pct., og står dermed til endnu en stor gevinst ved salget, der ifølge avisens oplysninger værdisætter virksomheden til omkring 500 mio. kr. Fremover kommer Trine Andersen, der i dag har titel af kreativ direktør, ifølge Børsen til at sidde på 25 pct. af selskabet, som hun driver sammen med adm. direktør Peter Vedel.

–  Ferm Living har, med Trine og Peter i spidsen, opbygget en vækstorienteret og skalérbar designvirksomhed med et meget stærkt brand. Vi har fulgt Ferm Living i mange år og er imponerede over den meget positive udvikling de har oplevet. Dette er en branche, vi kender rigtig godt, og vi ser et endnu større potentiale for Ferm Living, som vi meget gerne vil bidrage til at realisere i tæt partnerskab med Trine, Peter og resten af teamet, siger Director i Maj Invest, Thomas Riis.

For snart to år siden investerede Maj Invest i møbelvirksomheden Wendelbo, og blandt selskabets tidligere investeringer findes Muuto, som Maj Invest købte i 2014 og tre år senere solgte videre til amerikanske Knoll for 1,9 mia. kr.

Brand bigger than business

Adm. direktør Peter Vedel forventer sig meget af det nye ejerskab.

–  Vi oplever stor global interesse for vores designs, og vores ambition er at forsætte denne positive vækst, som vi har skabt internationalt. Med Maj Invest Equitys erfaring og kompetencer ombord, får vi nu den helt rigtige partner til at hjælpe os videre med at udvikle Ferm Living, udtaler direktøren.

Trine Andersen peger på, at partnerskabet med Maj Invest skal hjælpe med at skubbe Ferm Living endnu længere ind på den internationale scene, hvilket investeringsselskabet også selv ser gode muligheder for.

– Med sit unikke varme designunivers rammer Ferm Living plet i en international designtrend, og Ferm Living har herigennem opbygget et rigtig stærkt brand, ikke mindst også uden for landets grænser, samt positioneret sig intelligent og effektivt inden for det hastigt-voksende online segment. For Ferm Living gælder, the brand is bigger than the business, og vi skal bruge denne stærke brand position til at fortsætte vækstrejsen og intensivere internationaliseringen, udtaler Erik Holm, Managing Partner i Maj Invest.

Ferm Living kom ud af regnskabsåret 2019 med en bruttofortjeneste på knapt 48 mio. kr. og et resultat før skat på 21,4 mio. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157