23948sdkhjf

Dansk design triumferer i London

Med en Wallpaper Award i kategorien "Best Diningtable" har samarbejdet mellem designfirmaet ByKato og møbelfabrikken Brdr. Andersen fået lidt af et internationalt gennembrud.
For et år siden sendte ByKato og Brdr. Andersen sine første fælles produkter på markedet, da et spisebord og et sideboard blev afsløret under Stockholm Furniture Fair.

Nu har spisebordet, med navnet T1, fået et af den internationale designbranches mere markante kvalitetsstempler. Det skete onsdag i sidste uge, da magasinet Wallpaper hyldede årets bedste design under en stort anlagt gallafest på Trinity Square i London.

- Det var et ekstremt professionelt arrangement, og det er fantastisk at få vished om, at vores design bliver værdsat ude i verden, siger Tonny Glismand til Wood Supply.

Milano-messe og nye produkter
Siden nomineringen til Wallpaper Award er det gået stærkt for byKATO og Brdr. Andersen. T1-bordet er blandt andet kommet ind i Scandium-butikkerne i London – stedét i England, ifølge Tonny Glismand og medejer Karl Rossel – og senest er det lykkedes at få mulighed for at udstille i designhallen på Milano-messen senere på året:

- Hvis vi ikke var blevet nomineret, var vi ikke kommet ind – det er helt sikkert. Så det er klart, at prisen giver nogle ekstra muligheder – både for os og for produktet. Men vi læner os ikke tilbage – jo det gjorde vi i onsdag aften – men vi vil have bordet og Brdr. Andersen længere ud i verden, fastslår Tonny Glismand.

Hvad betyder prisen for jer og Brdr. Andersen?

- Det er en anerkendelse af, at det vi har gjort, er det rigtige. Det er naturligvis også et spørgsmål om timing. Var bordet ikke blevet spottet på messen i Oslo, var vi ikke kommet med. Men i bund og grund handler det om, at hvis du har noget at vise, så vis det, hvor du kan. Det er et bevis på, at vi kan godt lave noget her i Danmark, som kan komme ud over rampen. Lad være med at gå på kompromis og gør det nu rigtigt første gang – det kan godt betale sig, lyder opfordringen fra Tonny Glismand, der er henrykt for samarbejdet med den østjyske møbelfabrikant:

- Det her er også en kæmpe cadeau til dem, der står og arbejder ude i produktionen. Designet er et eller andet sted ligegyldigt, hvis ikke håndværket er gennemført. Det er en lige så stor ære og tak til Brdr. Andersen, som det er til os. Det er helt sikkert, fastslår han.

Hos Brdr. Andersen og byKATO er man klar til at følge op på succesen, og næste skud på stammen er allerede så småt ved at være klar til markedet. Først på foråret lancerer de to virksomheder en ny sofabordsserie, og i løbet af sommeren følger man op med en udvidelse af skænk-konceptet S1.

ByKATO er etableret i sensommeren 2010 og arbejder med design og udvikling af møbler. Indehaverne Karl Rossell og Tonny Glismand har begge en fortid i Bolia, hvor Karl i syv år var chefdesigner, mens Tonny arbejdede som produktchef.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11