Så beskyt dog denne kulturarv
Wood Supply kommenterer.
Af David Wedege
Hvad ville franskmændene sige til Liebfraumilch med brus - solgt som champagne i Aldi til 40 kroner?
Og hvad ville grækerne sige til, at vi genoptog feta-produktionen?
Vi har for længst vænnet os til, at regionale fødevarespecialiteter som vine og oste er beskyttet som kulturarv. Værre står det til med et stykke kulturarv som originalt møbeldesign.
Da briterne strammede sin lovgivning om ophavsret denne sommer, var det håbet, at massiv kopiering af danske klassikere ville blive skudt for boven.
Møbelpiraterne havde bare en lovlig Plan B, som hed Irland.
Eller rettere sagt: Et ulovligt smuthul, som Irland i henhold til EU-retten har ansvar for at få lukket. Det er rent juridisk kispus, for i forhold til EU har Irland for årtier siden sagt A og må derfor også sige B og rette ind.
Og gør Irland det, så har kopisterne sandsynligvis en Plan C og sikkert også en Plan D.
Læs også: Sådan fortsætter møbelpirat med at sælge designkopier - lige så lovligt som før
Chris Diemer, direktør hos Voga.com, som er den største aktør på kopimarkedet, har før italesat kopiproblemet over for danske medier som et kommercielt konkurrenceproblem for guldrandede licenshavere, og mange har sikkert klappet imens.
Licenshaverne er dog meget langt fra at være nogen homogen gruppe af styrtende rige, og virkeligheden er præget af høje omkostninger, et presset marked og indtjeningsmarginer, som ikke er vildt misundelsesværdige.
Fandtes der nogen fornuft i, at danske licenshavere lavede designikoner af billige materialer på udenlandske fabrikker, så var det allerede sket. Så ville licenshaverne have sendt både 7’er-stolen og Ambassadesofaen ud til skue i alle verdens lavpriskæder.
Men originale værker er langt mere end et spørgsmål om form. Formgiverne bag ikonerne kerede sig i så høj grad om materialer og produktionsmetoder, at disse aspekter overhovedet ikke kan adskilles fra værkerne. De er en del af det inderste væsen.
At være licenshaver er altså en betroet opgave som kulturbærer med alt hvad det indebærer. Blandt andet også kvalitetssikring, miljøhensyn og medarbejderforhold. At bære en kulturarv forpligter, og sommetider betyder det tvungne, tyngende kompromisser, som man tager med glæde.
Vi taler om dansk certificeret træ. Vi taler om en møbelfabrik, som 3F i 2012 præmierede som Danmarks bedste arbejdsplads (Det var Carl Hansen & Søn).
Derfor kan den danske regering næsten kun gøre for lidt for at beskytte den kulturarv i dens samlede væsen. Som velbeskrevet og toprenommeret designnation, der kan måle sig med franskmændene og vinene, bør Danmark gå forrest i en indsats, der skal udbrede respekt for originale værker og blokere den omrejsende piratindustris tilflugtshavne.
I dag er kamppladsen næsten overladt til producenterne selv, som bruger store ressourcer på at forfølge kopisterne. Omkostningerne til den kamp fordyrer møblerne, øger prisgabet ned til kopimøblerne, og det er en negativ spiral.
Danmark skal ikke bare vente og se, hvad der sker, for imens kan der gå år, hvor licenshavere mister salg og Danmark mister eksport. Regeringen bør allerede nu udfordre EU-juraen til grænsen og gå efter piraternes Plan C, D og E. Alfabetets sidste bogstav, om nødvendigt.
Her skal regeringen ikke glemme, at det er Danmark, der har legitimitet til at gå langt i den kamp. For det er jo os, der er EU-duks. Og nogen andre der smøler med deres pligter.
Debatindlæg, som ønskes bragt på Wood Supply, kan sendes til redaktionen. Højst 500 ord. Gæsters debatindlæg på Wood Supply repræsenterer til enhver tid skribentens egen holdning.
Artiklen er en del af temaet Debat.
