23948sdkhjf

Ny bestyrelsesformand skal rydde op i BoConcept

Møbelkoncernen vil tilpasse forretningsmodellen og sætter Peter Thorsen for bordenden som bestyrelsesformand. Op mod 50 butikker skal lukkes eller have ny franchisetager.
Efter en markant opgradering af koncept og kollektion gennemfører BoConcept nu en tilpasning af forretningsgrundlag og -model. Det indebærer, at 35-50 af de dårligst performende butikker skal have nye franchisetagere eller lukkes, markedsfokus skal indsnævres, effektiviteten øges og franchisemodellen optimeres. Målet er at øge koncernens overskudsgrad til 5-7 % i regnskabsåret 2016/17.

Som led i planen foretages en intern rokade i bestyrelsen i BoConcept Holding, hvor Peter Thorsen konstitueres som bestyrelsesformand. Han har været næstformand siden 2013 og besidder betydelig erfaring med drift, forretningsudvikling og turn arounds i internationale virksomheder.

Den hidtidige bestyrelsesformand, storaktionæren Viggo Mølholm, træder et skridt tilbage og bliver ny næstformand. Bestyrelsen har ligeledes besluttet, at direktionen skal udvides med en COO med ansvar for logistik og produktion.

5-10 markeder lukkes inden udgangen af 2015/16
BoConcept gennemførte i 2013/14 den mest omfangsrige opgradering af sin kollektion nogensinde. I september 2014 præsenterede BoConcept en kollektion, hvor 60 % vedkommende er nye eller opdaterede produkter samt lancerede en ny kommunikationsplatform og butikslayout.

- Opgraderingen er blevet meget positivt modtaget og har skabt stor vækst i same-store-sales i størstedelen af kæden. Men det må samtidig konstateres, at for mange butikker ikke har formået at omsætte koncept, kollektion og support til en tilfredsstillende indtjening, oplyser BoConcept om baggrunden for sin beslutning om at skære i antallet af butikker.

Planen indebærer, at der vil blive søgt nye franchisetagere til de butikker, som fortsat vurderes at have potentiale. Den resterende del, svarende til 20-30 franchise- og egne butikker, vil blive lukket i løbet af det kommende år primært i Europa og Amerika. På 5-10 af de nuværende 60 markeder skønner ledelsen ikke, at der kan opnås et tilfredsstillende indtjeningsbidrag. Disse markeder vil blive lukket inden udgangen af regnskabsåret 2015/16.

Nedjusterer forventningerne
Nyheden om bestyrelsesrokaden kommer samtidig med offentliggørelsen af BoConcepts regnskab for 2. kvartal 2014/15, der viser en stigning i omsætningen på 3,9 %. Samlet set har BoConcept i halvåret omsat for 560 mio. kr., hvilket er 6 % mere end i samme periode sidste år.

De igangværende tilpasninger sætter dog et markant aftryk på indtjeningen. Tiltagene forventes at øge koncernens EBIT til 5-7% i regnskabsåret 2016/17, men på kort sigt er der tale om ekstraordinære omkostninger til hensættelser og nedskrivninger for 70 mio. kr., heraf 57,8 mio. kr. alene i 2. kvartal 2014/15. Halvårets samlede resultat er således et underskud på 64,4 mio. kr. før skat, og BoConcept nedjusterer samtidig forventningerne til hele regnskabsåret fra en overskudsgrad på 2-3 % til et nulresultat i den primære drift. Forventningerne til omsætningen nedjusteres fra en vækst på 5-8 % til en vækst på 3-5 %.

- Omsætningen i den resterende del af regnskabsåret vil stige med positivt bidrag fra vækst i same-storesales, mens lukning af butikker vil reducere omsætningen i forhold til tidligere forventninger. Ordinær indtjeningsfremgang i den resterende del af regnskabsåret vil udligne ordinært driftstab fra 1. halvår 2014/15, mens strategisk optimering medfører ekstraordinære omkostninger, oplyser BoConcept i en regnskabsmeddelelse.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125